Store Heddinge

Vorherres lille vidne på Store Heddinge Bibliotek

Store Heddinge: Psykolog Susanne Benderfeldt fortæller på mandag om at være mønsterbryder og om hendes opvækst som Jehovas Vidne i Store Heddinge

Susanne Benderfeldt fra Store Heddinge udgav i 2011 bogen ”Vorherres lille vidne”, om hvad der sker med et menneske, der vokser op i en lukket verden med ubestridelige regler for rigtigt og forkert? En verden, hvor Bibelens ord er hævet over menneskelige følelser og forstand og hvor truslen om guds grufulde hævn holder alle i en skruestik.

Og hvad sker der med et menneske, når denne verden pludselig slår revner, og der viser sig, at der er noget andet, noget mere på den anden side?

Susanne Benderfeldt ved det alt for godt. Hun er født og opvokset som Jehovas Vidne i Store Heddinge og var i mange år en trofast og ihærdig forkynder med en ukuelig tro på, at Dommedag var nær, og at kun de rettroende ville overleve i et paradis på jord. Alle andre ville lide en pinefuld død.

Susanne Benderfeldt forlod som 40-årig Jehovas vidner og har siden uddannet sig til psykolog, hun vil denne aften på Store Heddinge Bibliotek fortælle om det at være mønsterbryder, hvordan det er for et moderne dansk barn at vokse op med middelalderlige normer og hvilken svær personlig proces det er at bryde ud af de snærende rammer og gribe friheden.

Med dette foredrag skydes efterårets arrangementer i gang på Stevns Bibliotekerne, årets folder med arrangementer både for børn og voksne kan fås på et af bibliotekerne eller kan hentes eller ses på bibliotekets hjemmeside: http://www.bibliotek.stevns.dk/

Gratis billetter til foredraget kan afhentes på Stevns Bibliotekerne

Susanne Benderfeldt’s foredrag finder sted på Store Heddinge Bibliotek mandag den 17. september klokken 19.

Kommentarer