Det vrimler med ’håndværker-millionærer’ i Stevns
På bare fem år har Stevns fået over 250 nye pensionsmillionærer i faggrupper som tømrere, lastbilchauffører og rengøringsassistenter.
Mange borgere fra Stevns har udsigt til en mere økonomisk tryg alderdom, end tilfældet var for deres forældre og bedsteforældre. Det skyldes, at de som en del af deres overenskomst har ret til arbejdsmarkedspension i PensionDanmark.
På fem år er antallet af pensionsmillionærer blandt PensionDanmark-medlemmer i Stevns Kommune steget fra 26 i 2013 til 285 i 2018.
Udviklingen glæder adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
”Det betyder, at medlemmerne har udsigt til en økonomisk tryg alderdom. Man er ved at være i mål med det, man begyndte på for 25 år siden med de første indbetalinger til arbejdsmarkedspension – nemlig at sikre økonomisk gode pensionsvilkår for almindelige lønmodtagere og deres familier,” siger han og betegner beslutningen om at indføre obligatorisk pensionsopsparing til alle lønmodtagere for ’den største socialpolitiske reform i denne generation’.
Endnu flere millionærer i vente
De godt 700.000 PensionDanmark-medlemmers opsparing sikret gennem deres overenskomst kommer oven på folkepension og ATP.
”På grund af fortsatte indbetalinger og renters-rente-effekten af opsparingen vil det efter den første million gå betydeligt hurtigere med at få sparet million nummer to op,” forklarer Torben Möger Pedersen.
Og det er vigtigt, for det er først og fremmest størrelsen af din opsparing på pensionstidspunktet, der afgør, hvor stor den månedlige, livsvarige pension bliver.
Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvor langt du er nået med din egen opsparing, kan du logge ind på pensionsinfo.dk eller pension.dk og få et overblik.
– Det er en god ide at tjekke sin opsparing engang imellem og se, hvad man kan forvente i pension. Det kan samtidig også være en god anledning til at booke en tid i PensionDanmarks sundhedsordning. Det er vigtigt at passe på helbredet, så man kan have et godt og sundt arbejdsliv, inden man går på pension, siger Torben Möger Pedersen.
På landsplan er over 41.000 af de aktive medlemmer millionærer målt alene på deres opsparing i PensionDanmark. Hertil kommer deres opsparing i ATP og i andre pensionsordninger. Tallet forventes at stige betydeligt i de kommende år. Alle medlemmer sparer nu minimum 12 procent af deres løn op fra de som unge for første gang træder ind på byggepladsen, i førerhuset eller i frisørsalonen.
Kommentarer