Wagners Lohengrin transmitteres direkte fra Milano
Store Heddinge: På fredag viser Snurretoppen Richard Wagners Lohengrin i en direkte transmission fra La Scala i Milano
Fredag den 7. december transmitterer Teatro alla Scala i Milano selve premieren på Richard Wagners opera Lohengrin direkte til en lang række biografer i hele Europa, deriblandt Snurretoppen i Store Heddinge. Publikum kan se frem til næsten fem timer sammen med det festklædte publikum i det traditionsfyldte og verdensberømte operateater i Milano – når det er La Scala, ved alle, at det er verdensklasse.
Richard Wagner komponerede den romantiske opera Lohengrin med meget stor og flot musik i årene 1846-1848. Alle kender musikken til et af højdepunkter – brylluppet: ”Here comes the bride”.
Operaen blev uropført på Hofteatret i Weimar den 28. august 1850 med Franz Liszt som dirigent.
Handlingen udspiller sig i Antwerpen i første halvdel af 900-tallet og bygger på et sagn om svaneridderen og legenden om den hellige gral.
Daniel Barenboim dirigerer og Claus Guth står for iscenesættelsen. Jonas Kaufmann har rollen som Lohengrin og Anja Harteros spiller Elsa von Brabant.
Snurretoppens opera-gruppe har lagt et handlingsreferat på Snurretoppens hjemmeside. Der udleveres også et program med handlingen sammen med billetten.
Spisetilbud
Da forestillingen varer over 4 timer tilbyder Snurretoppen i en pause at servere en halv udhulet melon fyldt med en salat bestående melonkød, hummerhaler og rejer i en creme fraiche dressing, samt ost. Hjemmebagt brød indgår både til salaten og osten.
Det koster 70 kroner og skal bestilles senest søndag den 2. december i biografen i Mødestedet Snurretoppen, Algade 32 i Store Heddinge
Kommentarer