Lyderslev

54-årig ansvarlig for færdselsuheld på Stevns Landevej

En 54-årig buschauffør fra Køge er blevet dømt for at have overtrådt sin ubetingede vigepligt i krydset mellem Stevns Landevej og Lejerstoftevej i august sidste år.

Torsdag den 11. august 2016 stødte en bus og en personbil sammen på Stevns Landevej. En 53-årig mand fra Køge, der var kommet kørende ad Lejerstoftevej mod nord i en bus, var kørt direkte ud på Stevns Landevej, hvor bussen blev påkørt af en personbil ført af en 54-årig mand fra Rødvig, der var på vej i østlig retning.

Den ubetingede vigepligt er ellers meget tydelig med både skilt og afmærkning på vejen.

Læs også: Bus og personbil i færdselsuheld på Stevns Landevej

Retten i Roskilde har for nylig dømt den nu 54-årige buschauffør fra Køge skyldig i at ave overtrådt sin ubetingede vigepligt i krydset. Straffen er en betinget frakendelse af kørekortet samt en bøde på 2.500 kroner, hvor forvandlingsstraffen er fængsel i seks dage. Det skriver Dagbladet.

Den dømte skal endvidere betale sagens omkostninger. Den 54-årige har ikke anket dommen, der blev afsagt den 16. oktober.

Kommentarer