6 skyldnere i Stevns hentet af politiet onsdag morgen
Flere politipatruljer hentede i alt 19 personer i en stor fogedaktion i Køge, Stevns, Solrød og Greve kommuner
Flere patruljer fra politistationen i Køge var tidligt på færde onsdag morgen for at banke på dørene hos nogle af de borgere, som ikke havde reageret på en indkaldelse til fogedretten og derfor nu var blevet efterlyst af politiet til fremstilling i fogedretten i Roskilde ved politiets foranstaltning.
Patruljerne nåede at besøge mange adresser og fik kontakt med 19 efterlyste personer, der blev frihedsberøvet med henblik på fremstilling i fogedretten. De 19 personer fordelte sig med 10 fra Køge kommune, 3 fra Greve kommune og 6 fra Stevns kommune. På 44 andre adresser traf politiet ikke nogen hjemme, og de fik en seddel i postkassen om, at politiet havde været på stedet for at lede efter dem og med en opfordring om selv at henvende sig i fogedretten.
Læs også: Politiet henter skyldnere i Stevns Kommune
I starten af sidste uge offentliggjorde politiet via Twitter og på den daglige døgnrapport, at politiet snart ville afholde en aktion mod de mere end 150 personer, der som borgere i de fire berørte kommuner var efterlyste som udeblevet fra et retsmøde i fogedretten i Roskilde. Oplysningen om den forestående aktion skulle betragtes som en opfordring til de efterlyste om selv at rette henvendelse i fogedretten på en dag, hvor det passede dem bedre, end når politiet bankede på døren.
15 borgere fulgte den opfordring inden dagens aktion, og politiet håber, at flere efter dagens aktion vil følge opfordringen om at få klaret sin sag i fogedretten, så man ikke pludselig bliver frihedsberøvet på et uventet og måske meget ubelejligt tidspunkt.
Kommentarer