85 år siden at kirkens kor styrtede i havet
Højerup: I dag lørdag den 16. marts er det nøjagtigt 85 år siden at Højerup Gl. Kirkes kor og dele af kirkegården styrtede i havet
Dette stod skrevet i Stevns Avis den fredag 16. marts 1928:
Højerup Kirke styrtet ned i morges. Det største skred ved Stevns Klint i mands minde
Hvad der var frygtet, men ikke ventet, skete i morges Højerup Kirkes kor er styrtet ned.
To fiskere, der lå på Søen, hørte en knagen og et brag; de så mod kirken og så de høje træer langsomt hælde ud over vandet, en mægtig revne åbnede sig og cirka 200 alen af klint og kirkegård gled i dybet medtagende kirkens kor. En mægtig støvsky rejste sig, og da den var trukket bort sås det, at kirken var som skåret over med en kniv og kordøren stod nøjagtig på klintens rand.
Man kan læse meget mere på Stevns Kommunes hjemmeside
Højerup Gamle Kirke var af frygt for klinteskred blevet lukket i 1910. Og den nye Højerup Kirke blev bygget og den har netop afholdt 100 års jubilæum.
Læs også: Højerup Kirke fejrer 100 år søndag den 24. februar
Download Stevns Klint App til Android eller iOS
Hvis man downloader Stevns Klint App, kan man både læse mere og se film om Højerup Gl. Kirke og dens historie. I app’en er der også hundredvis af andre historier, film, animationer og spil om Stevns Klints geologi, natur, om Den Kolde Krig og klintens øvrige kulturhistorie.
Kirkens historie
Resterne af Højerup Gl. Kirke er i dag grundigt sikret, og træder man ind i kirken, kan man fra korbuen nyde en fantastisk udsigt over Stevns Klint og Østersøen. Kirken er åben i sommerhalvåret.
Kirken er bygget af kalksten fra Stevns Klint, og det anslås at de ældste dele stammer fra ca. 1250. Betragter man byggestenene, kan man tydeligt se, at de er udformet forskelligt. De ældste sten er umage, mens de yngre, som ses i tårnet, er mere regelmæssige.
I 1357 blev den gamle kirke i Højerup indviet for anden gang. Måske fik kirken en ekstra helgen? Måske skiftede bygningen status fra kapel til kirke?
Kirkens skib har både romanske og gotiske træk, nemlig et fladt loft og spidsbuede vinduer. Sakristi og tårn blev tilføjet på et senere tidspunkt, og der blev konstrueret moderigtige hvælv i tilbygningerne. Kirkens ældste kalkmalerier er fra slutningen af 1300-tallet. De er dog sparsomt bevaret. Bedst ses Sankt Jørgen og dragen, Den Hellige Olav med sin økse, og Den Hellige Kristoffer.
Kommentarer