Land og by

Akutafdelinger og ambulancer overbelastes af ikke-akut syge borgere

Ambulancer og akut-afdelinger belastes af patienter uden behov for akut-behandling. Sundhedspersonale i akut-systemet kan samarbejde bedre om at få patienter rigtigt videre i sundhedssystemet, mener Reddernes Fagforening. Tegning: Maja Korshin.

Reddernes Fagforening: Akutsystemet belastes af unødige henvisninger af ikke-akut syge borgere til potentiel skade for akutte patienter.

Når Erik, Lone eller Helle ringer ind med milde mavesmerter, snue eller en skåret finger henvises borgerne for tit unødigt til en ambulance og/eller akut behandling på et sygehus.

Det oplyser Reddernes Fagforening, hvis medlemmer dagligt oplever, at akutafdelinger og ambulanceberedskaber rundt om i landet belastes af henvisninger af borgere, der ikke har behov for akut behandling.

”Det kan have konsekvenser både for de borgere, som er akut syge, men også for de borgere, der ikke er akut syge, men har behov for andre sundhedstilbud end de akutte,” siger Kim Volder Hammershøj, formand for Reddernes Fagforening.

Akut-systemet overbelastes

Han påpeger, at både ambulanceberedskaber og dermed også akutmodtagelserne presses landet over af indlæggelser, hvor patienterne ikke har behov for akut behandling.

”I værste fald går det ud over de patienter, som er akut syge, fordi systemet overbelastes af de mange patienter, der ikke har behov for akut behandling,” siger Kim Volder Hammershøj.

Visitation er et samarbejde

Reddernes Fagforening så gerne, at både praktiserende læger, reddere, akut-modtagelser og vagtcentraler blev bedre til at samarbejde om at visitere borgere bedre, når de ringer ind med symptomer.

”Det handler om at samarbejde på tværs af faggrupperne i sundhedssystemet. Det handler også om at få ikke-akut syge borgere visiteret til det rette behandlingstilbud for dem,” siger Kim Volder Hammershøj.

Ikke-akutte visiteres til andre tilbud

Reddernes Fagforening foreslår, at sundhedssystemet benytter ambulancereddernes kompetencer til at undersøge patienter ude hos patienten. Har en patient ikke behov for akut behandling, visiteres denne til andre behandlingstilbud efter aftale med en læge.

”Dermed undgår vi, at for mange patienter uden behov for akut behandling belaster akut-systemet i sundhedsvæsenet til potentiel skade for akut syge patienter. Samtidig skal vi sørge for, at ikke-akutte patienter får den rette opfølgning, så evt. skjulte sygdomme opdages i tide,” siger Kim Volder Hammerhøj.

Dansk Selskab for Akut Medicin påpeger problemet

Formand for Dansk Selskab for Akut Medicin og overlæge Henrik Ømark har for nyligt i en artikel i Altinget (se link nedenfor) skrevet, at for mange patienter uden behov for akut behandling indlægges på akutafdelinger rundt om i landet. Her foreslår han bl.a., at man kan overveje at lade ambulancereddere i samarbejde med en læge få patienten rigtigt videre i systemet.

Han skriver: ”Ambulanceredderne har begrænsede muligheder for at omstøde beslutningen om kørsel til hospital, selv om patienten måske selv finder det unødvendigt. Men hvad nu, hvis der i tvivlstilfælde kan konfereres direkte med en speciallæge.”

Kan spare ressourcer

Reddernes Fagforening synes godt om forslaget om at lade redderene undersøge patienterne ude hos patienten og i samarbejde med en læge få dem rigtigt videre.  

“Det vil gavne patienterne, som hurtigere vil få den rette behandling. Det gavner også de ansatte. Det vil også spare systemet for en del ressourcer,” siger Kim Volder Hammershøj.

Kommentarer