Hellested

Der arbejdes på løsning til den nye køreplan

Hellested: Efter de nye køreplaner er trådt i kraft efter sommerferien, har flere unge og børn fra Hellested og Arnøje svært ved at komme frem og tilbage med skolebussen.

Efter den store utilfredshed med den nye køreplan, har formanden for Plan- og Teknikudvalget, Anette Mortensen (V), skrevet til Dagbladet Stevns, at hun er lydhør overfor problemerne med busserne.

– Vi er meget opmærksomme på de udfordringer, som nogle elever, der skal til videregående uddannelser, oplever i forbindelse med de nye busplaner. Der har i dag været møde mellem kommunen, Movia og lokalbus i Køge, hvor der er lavet en første evaluering. Der arbejdes på at finde en løsning, der kan tilgodese de elever, der skal til uddannelsessteder i Køge. De konkrete løsninger er ikke helt på plads endnu, men det forventes, at en løsning vil kunne implementeres medio september.

Læs også: Unge i Hellested utilfredse med ny køreplan

Der bliver arbejdet på en løsning, som kan tilgodese så mange elever som muligt, men Anette Mortensen kan ikke love at komme med løsning for dem, der skal til Hellested Friskole.

Overvejer at flytte

Problemet med den nye køreplan er så stor, at nogle har overvejet, om de skal flytte fra området. En af dem er Gitte Juul Hansen, som har to børn på Hellested Friskole. De bor på et landsted på Juellingevej, men den nye skolebus kommer dem ikke til gode.

– Den nye skolebus ordning kommer på ingen måde os til gode. Faktisk er vi i en sådan situation, at vi ikke kan se, hvordan vi skal kunne passe vores arbejde længere, med mindre at vi sælger vores dejlige landejendom og flytter! Vi skal nemlig til at køre vores børn til og fra skole hver dag, skriver Gitte Juul Hansen i et brev til Kommunalbestyrelsen.

Problemet for eleverne på Hellested Friskole er, at der ikke kører en direkte skolebus dertil. Mange må stå af i Arnøje og vente i 24 minutter, før bussen til Hellested Friskole kommer.

Kommentarer