Arbejdsulykke på Billesøvej ved Vallø Slot
Vallø: En 28-årig mand fra Køge måtte tirsdag flyves til Rigshospitalet efter en arbejdsulykke på Billesøvej ved Vallø Slot
Tirsdag den 27. maj klokken 10:04 fik politiet via alarm 112 melding om en tilskadekomst i forbindelse med en arbejdsulykke, hvor en person var blevet kørt over af en traktor på Billesøvej ved Vallø Slot. En ambulance og lægehelikopteren var blevet sendt til ulykkesstedet.
Det viste sig, at en 19-årig mand fra Køge som fører af en traktor var i færd med at bakke hen mod et arbejdsredskab for at koble det til traktoren. En 28-årig mand fra Køge, var ved siden af for at assistere med tilkoblingen. Pludselig hørte traktorføreren et højt skrig og kunne efterfølgende konstatere, at den 28-årige af uforklarlige årsager var blevet kørt over af traktoren.
Den tilskadekomne var ved bevidsthed og blev i lægehelikopteren fløjet til Rigshospitalets traumecenter til behandling for brud på bækkenet.
Den 19-årige blev i chokeret tilstand bragt til behandling herfor i Roskilde.
Arbejdstilsynet blev tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet i samarbejde med politiet.
Den 28-årige meldes uden for livsfare, og politiet venter nu på muligheden for afhøring af den 28-årige samt Arbejdstilsynets rapport om ulykken.
Kommentarer