112

Biler i sammenstød i krydset ved Stevns Landevej og Nørrehusvej i Store-Heddinge

Torsdag morgen kl. 08.15 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, idet to bilister var stødt sammen i krydset Stevns Landevej/Nørrehusvej, så ambulancer var sendt til stedet.

Det viste sig, at en 37-årig mand fra Herlufmagle var kørt i en personbil ad Stevns Landevej mod vest gennem krydset i den hensigt at fortsætte videre i vestlig retning.

Samtidig kørte en 34-årig kvinde fra Store-Heddinge i en personbil ad Nørrehusvej mod nord og frem over vigelinjen i den hensigt at fortsætte videre i nordlig retning ad Nørrehusvej.

Efter fremkørsel over vigelinjen med lav hastighed og under passage af Stevns Landevej blev hun påkørt på højre side af fronten af den 37-åriges bil, så hans bil kørte af vejen og standsede ud på en mark. Undervejs ramte han et skilt, som blev ødelagt. Kvindens bil forblev midt i krydset og spærrede delvist vejen.

Begge parter blev bragt til skadestuen til kontrol, men kun den 34-årige blev indlagt til observation og fornøden behandling.

Politiet har nu optaget rapport om uheldet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være overtrådt som årsag til uheldet.

Kommentarer