Hellested

Bjarne Østergård Rasmussen forlader kommunalpolitik

Løsgænger Bjarne Østergård Rasmussen, tidligere Venstre, genopstiller ikke til det kommende kommunalvalg til november.

Onsdag den 8. marts meddeler løsgænger Bjarne Østergård Rasmussen, tidligere Venstre, at han ikke genopstiller til kommunalvalget tirsdag den 21. november. Det skriver Dagbladet.

– En svær beslutning er truffet. Tempoet med fuldtidsdyrlæge, kvarttids bonde og kvarttids politiker skal skrues lidt ned, har Bjarne Østergård Rasmussen blandt andet skrevet i et brev til Dagbladet.

– Det har været spændende og samtidig et stort privilegium sammen med andre gode kræfter at præge beslutninger gennem de seneste snart 8 år. Der har også været krige. Ja. Men kæmp for alt hvad du har kært, tilføjer Bjarne Østergård Rasmussen ifølge Dagbladet.

– Kæmpe tak til mange gode mennesker for fantastisk opbakning og godt samarbejde. Jeg ser frem til at gi den gas også resten af 2017. Derefter bliver vinklen en anden; men engang politisk menneske, altid politisk menneske, afslutter Bjarne Østergård Rasmussen.

Om Bjarne Østergård Rasmussen

Den nu 61-årige dyrlæge Bjarne Østergård Rasmussen, der bor i Hellested og er indehaver af Hårlev Dyreklinik, blev første gang valgt til kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune ved kommunalvalget i 2009.

Han har blandt andet være formand for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget, siddet i Økonomiudvalget og Valgbestyrelsen for kommunale valg. Han har desuden været kommunens repræsentant i bestyrelserne for  Østsjællands Museum, Legatbestyrelsen – Ernst R. og Karen Marie Andersens legat, Kulturregion Storstrøm samt Kulturmetropol Øresund.

Han blev smidt ud af Venstres kommunalbestyrelsesgruppe i december 2015, efter længere tid uoverensstemmelser i gruppen.

Læs også: Udvalgsformand smidt ud af Venstre

Kommentarer