Store Heddinge

Bjørneklo er reduceret med 90 procent

bjoerneklo

Stevns Kommune: Forekomsten af den giftige plante kæmpe-bjørneklo er reduceret med 90 procent på fem år

Stevns Kommune har de seneste fem år sendt et særligt registreringsskema ud til grundejere og lodsejere. Resultatet er, at det er lykkedes at fjerne 90 procent af de giftige planter. Kæmpe-Bjørneklo er uønsket, fordi den fortrænger det vilde plante og dyreliv, og fordi der er stor risiko for at blive forbrændt, hvis man kommer i kontakt med planten.

– Vi forlanger, at lodsejerne skal melde ud hvert år, hvad og hvor meget de har bekæmpet. Og hvis ikke de gør det, giver vi dem påbud om bekæmpelse, fortæller Charlotte Frantzen fra Stevns Kommune til kl.dk.

Stevns kommune er nu ved at koordinere indsatsen med Faxe Kommune, der ligger op til Stevns å.

– Vi har sat lidt trumf på fra Stevns side. Det kan ikke være rigtigt, at vi kræver af lodsejeren på den ene side af åen, at han skal fjerne bjørneklo, hvis der ikke er de samme krav på den anden side, fortæller Charlotte Frantzen.

Danske kommuner bruger 29 millioner kroner årligt på at bekæmpe den giftige plante kæmpe-bjørneklo. Det vurderer Det Miljøøkonomiske Råd i en rapport.

Kæmpe-bjørneklo udkonkurrerer al hjemmehørende vegetation på de invaderede steder.

Kæmpe-bjørneklo har en kraftig vækst i foråret og en meget stor frøproduktion, som medfører, at planten hurtigt kan etablere sig og danne dominerende bevoksninger, hvorunder kun nogle få insekter og snegle kan leve. Da Kæmpe-bjørneklo visner helt ned om vinteren og efterlader jorden bar, kan den medføre erosion og ødelæggelse af vandløbsbredder.

Endvidere er plantesaften i kombination med sollys giftig og fremkalder brandsårslignende sår/udslæt.

Kilde: Omkostninger ved invasive arter i Danmark. Det Miljøøkonomiske Råd.

Det Miljøøkonomiske Råd foreslår, at det bliver en pligt for kommunerne at bekæmpe planten.

– Så længe der følger en kompensation med, er vi åbne over for forslaget,  siger formanden for KL’s Teknik- og Miljøudvalg Martin Damm (V) til kl.dk. Og fortsætter:

– Men hvis det ikke er muligt i disse økonomisk trængte tider, foreslår vi, at kommunerne kan fjerne bjørnekloen på borgernes område og sende dem regningen, hvis borgerne ikke selv fjerner planten. Vi har igennem længere tid været i dialog med staten om det, og håber snart at få en endelig tilbagemelding.

Kommunerne kan som reglerne er nu, politianmelde borgere, der ikke fjerner deres planter. Bøden ryger dog i statskassen. Martin Damm foreslår, at den i stedet skal fungere som den afgift, kommunerne kan udstede på parkeringsområdet.

– Forslaget kunne med fordel skrives ind i bekendtgørelsen om bekæmpelse af bjørneklo. Det vil gøre indsatsen langt nemmere for kommunerne, siger Martin Damm.

Borgerne i Stevns kommune har ikke haft noget imod, at de skal fjerne planten.

– Folk er glade for at vi endelig gør noget. Vi kun fået positive udmeldinger, fortæller Charlotte Frantzen.

Omkostningsskøn for udvalgte invasive arter i Danmark

Rotter 274 millioner kroner

Dræbersnegle 250 millioner kroner

Elmesyge 176 millioner kroner

Japansk pileurt 80 millioner kroner

Alm. Pæleorm 57 millioner kroner

Kæmpebjørneklo 29 millioner kroner

Kilde: Omkostninger ved invasive arter i Danmark. Det Miljøøkonomiske Råd.

 

Kommentarer