Store Heddinge

Børneforestilling Luk Op på Stevns Folklore Museum

Foto: Aapo Repo

Næste forestilling for børn hos Stevns Teaterforening spiller på Stevns Folklore Museum.

”Jeg vil så gerne have at museet bliver brugt på forskellige måder,” siger museumsindehaver Aleksandra Olsen, ”så da teaterforeningen spurgte, var jeg rigtig glad.”

Der bliver flyttet rundt på møblerne i udstillingslokalet, så der bliver plads til den lille forestilling Luk Op for de 1 til 3-årige.

Men selv om forestillingen er lille og tilskuerne også er ret små, kan oplevelsen godt være stor.

Luk Op er en inddragende og sanselig teateroplevelse. Små bjerge af blå og røde, stribede og prikkede, store og små kufferter gemmer på en hel masse overraskelser, der kun venter på at blive vist frem. I forestillingen tages børnene med ind i hver kufferts lille verden – i én kuffert bor de tre bamser, der har så svært ved at sove. I en anden bor dukken, der elsker at være med til teselskab.

Alt foregår i et trygt og roligt tempo, med plads til at alle får mulighed for at give deres besyv med. Der skabes en lille oase fuld af historier. Sommetider følger der et rim eller en sang med, andre gange inviteres publikum til at åbne en kuffert eller bruge dets indhold. En fin og nænsom oplevelse.

”Og der er tid til at være lidt i museets andre lokaler både før og efter forestillingen”, lover Aleksandra Olsen.

Fakta om Forestillingen

Forestillingen Luk Op foregår på Teater Håndholdt lørdag d. 29. oktober klokken 9.45 og 11.00

Stevns Folklore Museum, Algade 41, St. Heddinge

Forestillingen varer 35 minutter og henvender sig til børn 1-3 år

Billetter købes på www.stevns-teater.dk

Pris:

Børn: 60 kr.

Voksne, medlemmer: 60 kr.

Voksne, løssalg: 125 kr.

Medlemskab 2022-23: 100 kr. (gælder til juni 2023)

Medvirkende: Sif Jessen Hymøller

Idé: Sif Jessen Hymøller

Instruktion: Bjarne Sandborg

Dukker og scenografi: Sif Jessen Hymøller

Kommentarer