Borgmesteren ønsker at frede Øresund

stevns_klint_vandrefestival

Stevns Kommune: Syv ud af otte svenske øresundskommuner støtter et rigsdagsforslag om fredning af Øresund

Fornylig stillede det svenske parti, Miljöpartiet de gröna et forslag i Rigsdagen om at gøre Øresund til en maritim nationalpark. Forlaget støttes af syv af de otte svenske kommuner der har Øresundskyst.

I den svenske del af Øresund har det været forbudt at indvinde råstoffer i årevis.

Herhjemme giver Naturstyrelsen giver stadig grønt lys for sandsugning på følsomme områder i Øresund, hvilket smadrer havmiljøet og fiskeriet. Det sker på trods af at Øresund helt tilbage i 1932 blev fredet for fiskeri med bundtrawl, netop for at beskytte det unikke miljø.

Ingen af de 16 danske kommuner der støder ud til Øresund vil afvise forslaget. Det viser en rundspørge foretaget af lokalavisen.dk. Indtil videre har fem af dem sagt klart ja til forslaget, mens 11 andre øresundskommuner endnu ikke har taget endeligt stilling.

– Jeg støtter forslaget, for vi skal være påpasselige med ikke at ødelægge naturen i Øresund. Det er min opfattelse, at Øresund rummer en betydningsfuld natur både i forhold til fiskebanker og rekreative områder, og så er Sundet et helt unikt farvand, der både danner grænse mellem to lande og ligger ved store betydningsfulde byer, udtaler borgmester Mogens Haugaard Nielsen til lokalavisen.dk.

Stevns Kommune er den sydligste af de danske øresundskommuner.

– Sandsugning i det her enorme omfang hører slet ingen steder hjemme. Det ødelægger havbunden og dermed plante- og dyrelivet, og det vil tage årevis at genskabe havmiljøet. Jeg forstår slet ikke, at Naturstyrelsen har givet tilladelse til de ødelæggelser, og jeg håber virkelig at miljøministeren tænker sig grundigt om, siger Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune til Lokalavisen.dk.

– Jeg vender mig inderligt imod, den råstofudvinding der sker i Øresund. Vi har meget meget følsomme bundforhold derude, og et rigt dyreliv, som bliver totalt ødelagt af den sandsugning,” siger Jens Ive (V) borgmester i Rudersdal Kommune.

– Jeg tager ligesom mine borgmesterkollegaer kraftigt afstand fra naturødelæggelser og dermed den voldsomme sandsugning i Øresund. I mange år har det været forbudt at råstofudvinde på svensk territorium, da området både ses som værdifuldt og bevaringsværdigt. Det er det naturligvis også på den danske side og derfor bør området beskyttes, siger Sofia Osmani, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune til Lokalavisen.dk.

Det har ikke været muligt at få miljøminister Kirsten Brosbøls holdning til en fredning af Øresund.

Kommuner, der svarer ja til en fredning af Øresund:

  • Helsingør
  • Ishøj
  • Lyngby-Taarbæk
  • Rudersdal
  • Stevns

Kommuner, der svarer “ved ikke”:

  • Brøndby
  • Fredensborg
  • Gentofte
  • Greve
  • Gribskov
  • Hvidovre
  • Hørsholm
  • København
  • Køge
  • Solrød
  • Vallensbæk

Kilde: Lokalavisen.dk

Kommentarer