Enderslev

Brand i bindingsværksejendom på Alminde

En mand og kvinde er blevet indlagt med røgforgiftning på Køge Sygehus, efter at der udbrød brand i deres hjem på Alminde ved Hårlev.

Natten til mandag den 28. august klokken 02.27 lød alarmen hos Østsjællands Beredskab på brandstationen i Hårlev. Meldingen lød på bygningsbrand i et bindingsværkshus på Alminde syd for Endeslev ved Hårlev. Branden blev anmeldt af en nabo.

Da brandfolkene kort efter nåede frem havde flammerne allerede godt fat i landejendommen.

– Bindingsværkshuset var overtændt, da de kom frem, siger Henrik Møller Nielsen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi til TV Øst.

Husets beboere, en mand og en kvinde havde selv reddet sig ud af flammerne. De blev begge kørt til Køge Sygehus, for at blive behandlet for røgforgiftning. Derudover blev manden forbrændt på hånden.

Mandag morgen klokken 06.00 var brandfolkene stadig i gang med slukningsarbejdet, oplyste politiet til TV Øst.

– Derfor kan vi heller ikke sige noget som selve brandårsagen endnu, det skal vores brandteknikere nu undersøge nærmere, siger Henrik Møller Nielsen til TV Øst. Politiet oplyser desuden at parrets hund omkom ved branden.

Kommentarer