Store Tårnby

Byfest og kræmmermarked i Store Tårnby i weekenden

Store Tårnby: Store Tårnby Idrætsforening afholder deres årlige byfest og kræmmermarked i weekenden.

Lørdag den 11. og søndag den 12. juni afholder Store Tårnby Idrætsforening STI deres årlige byfest og kræmmermarked.

Kræmmerne er som sædvanlig klar med alskens ting og sager. Udover kræmmerboderne er der åbent hos ’KaffeogKage-kroen’ i det store telt,  og der er isbod, øl- og sodavandsbod, samt den obligatoriske pølsekro og meget andet.

Derudover er der motorshow med biler, motorcykler og knallerter, hoppeborg for børnene og de hesteglade kan få sig en ridetur på ponyerne.

Lørdag kan man købe morgenmad for 25 kroner. Søndag er kirken vært ved det gratis morgenbord om søndagen og vandværket sponserer en bitter, Som noget nyt er der ”sildebord” mellem klokken 12 og 14. Det koster 35 kroner.

Den traditionelle kræmmergudstjeneste starter klokken 9 søndag.

Overskuddet fra den festlige weekend går til STI’s ungdomsarbejde.

Indgangsbilletten koster 10 kroner. Børn under 12 år kommer gratis ind på pladsen i følgeskab med en voksen.

Man kan følge Store Tårnby Idrætsforening STI på Facebook

Markedet afholdes lørdag den 11. og søndag den 12. juni på sportspladsen for enden af Bakkevænget 5-7, 4652 Hårlev. Begge dage mellem klokken 10.00 og 16.00.

Kommentarer