Store Heddinge

Danmark er ikke til salg

Toys R Us og Fætter BR lukker. Top Toy er gået konkurs. Det var ellers en god og sund virksomhed lige indtil, at den blev købt af en kapitalfond, som placerede en masse gæld i den.

Skrevet af  Jacob Panton, Folketingskandidat Venstre Faxekreds – Sjællands Storkreds 

 

Det er ikke unormalt. Det sker desværre ofte, at kapitalfonde køber danske virksomheder og flytter rundt på pengene. Det er det, kapitalfonde gør. De investerer og flytter pengene rundt, hvor det giver bedst afkast. 
For tiden er de ekstra grådige. De har rejst sig op efter krisen og føler, at de har lært af deres fejl. De køber gerne virksomhederne dyrt, og det går hurtigt. De skal have indhentet det tabte. Det er ikke risikofrit. Er de for langsomme til at flytte pengene eller laver en dårlig investering, så går det galt og vi står med store virksomheder, der lukker eller danske borgere, der må betale overpris. 

Tilbage i 2006 følte de store kapitalfonde også, at det gik godt. De købte rekord mange virksomheder, men pludselig gik det galt. De købte over evne og investerede for dårligt. Markedet knækkede, og den vestlige verden var i knæ.
Nu køber kapitalfondene flere virksomheder end nogensinde. Den danske stat synes ligefrem, at det er en god ide at lege med. Det kan det også være, men man skal gøre det med skepsis og forsigtighed. Det er borgerne, der betaler prisen, hvad enten de skal hæve afkastet eller knækker nakken.

Da Bjarne Corydon stod i spidsen for et salg af Dong aktierne, så købte kapitalfonden Goldman Sachs 19 procent af aktierne til en yderst favorabel pris. Efterfølgende blev Corydon ansat i en chefstilling i firmaet McKinsey, som havde en stor rolle i salget. Goldman Sachs solgte kort efter deres Dong aktier og lavede et overskud på over 150 procent. Pengene blev ført ud af Danmark og placeret i Luxembourg, Delaware og Caymanøerne og undgik dansk skat. Danmark stod tilbage med en lang næse.

Nu køber kapitalfonde byggegrunde i Danmark, som er planlagt til almennyttige boliger. Man kan være helt sikker på, at de ikke køber for at være gode ved danskerne, men for at tjene penge på danskerne.

Vi er også nødt til at være påpasselige med at sælge el-nettet på Sjælland til en kapitalfond.
Jeg siger ikke, at det er forkert. Jeg siger, at man skal gøre det med stor forsigtighed og årvågenhed.

Man skal sikre de rigtige rammer, hvor danskerne ikke bliver plukket efterfølgende, eller at overskuddet bliver ført ud af Danmark til kendte skattely.

Danmark er ikke til salg!

Kommentarer