Hårlev

En af Danmarks bedste motocross-kørere er fra Stevns

Se billedserie

En af Danmarks bedste motocross-kørere i ungdomsrækken kommer fra Stevns. 15-årige Oliver Olsen fra Rødvig sluttede søndag på en samlet tredjeplads i Danmarksmesterskabet i motocross.

Danmarksmesterskabet i motocross køres over 5 afdelinger fra april til september, på forskellige baner i hele landet. Årets Danmarksmesterskab har bragt kørerne til Randers, Svendborg, Holstebro, Hedeland ved Roskilde og Mors. Hver afdeling består af en træning/kvalifikation på 20 minutter og 2 heat af hver 25 minutter.

Finalen blev kørt i søndags på Mors, hvor 15-årige Oliver Olsen fra Rødvig forsvarede sin samlede tredjeplads og dermed fortjent blev præmieret for sin placering.

Ungdomsrækken er for landets bedste kørere i klassen for 125 ccm motorcykler. Herfra hentes de fremtidige topatleter indenfor motocross-sporten.

Oliver har hjemmebane på Nisseringen ved Næstved, men kører løb i hele Danmark og Sverige.

Motocross-sporten er kraftigt på vej frem i Danmark, bl.a. gennem et væld af flotte internationale resultater. Oliver har gennem 2017 også prøvet kræfter med det svenske mesterskab, ligeledes med succes. Olivers plan for 2018 er deltagelse i de nationale danske og svenske mesterskaber og måske et par afdelinger af Europamesterskaberne, hvis økonomien tillader det.

Motocross er en ekstremsport og stiller meget store krav til udøverens kondition og styrke, samt naturligvis evner på motorcyklen. Oliver bruger vinterhalvåret til at opbygge sin grundform og tager på træningslejre i bl.a. Italien og Belgien. Ved siden af bruges en stor del af vinterhalvårets weekender på køretræning i Sydsverige, hvor banerne bedre kan klare den fugtige årstid.

Man kan følge Oliver på facebook

Kommentarer