Samfund

Debat: Hvad vil Venstre?

Debat: Jeg havde besluttet mig for ikke at kommentere synderligt på Venstres opstillingsmøde.

Indsendt af Line Krogh Lay. Gruppeformand for Radikale Venstre.

Men da jeg læste i Dagbladet, at Borgmesterens stiller som en del af sin argumentation kom med et personangreb på min radikale kollega, Jørgen Gregersen, var jeg ved at få aftensmaden galt i halsen. Da jeg så yderligere læste, at borgmesteren på samme møde havde sagt, at han vil i valgforbund med Radikale, hostede jeg maden op igen. Forbløffelsen var total.

At Mogens Haugaard ved samme lejlighed har udtalt, at den eneste uenighed mellem den radikale gruppe og Venstre var fredningssagen, viser, at han ikke har hørt efter. Fredningssagens forløb var et symptom på manglende kurs, kommunikation og samarbejde samt holdningsskift og uvilje eller manglende evne fra borgmesterens side til at imødekomme de andre tre partier i flertalsgruppen.

Inden Jørgen Gregersen tog sagen om arbejdsklimaet på Rådhuset op i Kommunalbestyrelsen og til sidst meldte den til Arbejdstilsynet, havde jeg uden held forsøgt at vinde gehør i koordinationsudvalget, hvor blandt andet borgmesteren, viceborgmesteren og udvalgsformændene sidder.

Det ville klæde Mogens Haugaard at tage sin del ansvaret på sig for, at tingene er kørt af sporet.

Venstre fremstår ikke mindre splittet efter opstillingsmødet, hvilket på nuværende tidspunkt gør, at det ikke ligger til højrebenet at indgå i valgforbund. Min grundholdning er dog, at jeg vil det brede samarbejde, så jeg udelukker da ikke noget helt på forhånd.

Tilbage står nogle spørgsmål! Fx:

– Kan vi have tillid til aftaler med Venstre fremover, og vil Venstre give plads og lytte til andre partiers holdninger?

– Hvad vil Venstre med Stevns Kommune udover et besøgscenter (som de er internt uenige om), forbindelsesvej (som ligger langt ude i fremtiden)?

Hvorfor den radikale gruppe overhovedet skulle indgå i argumentationen om Venstres valg af spidskandidat til KV17, undrer mig, men tak for opmærksomheden!

Kommentarer