Store Heddinge

DLF’s nye græssorter giver mere mælk

mere_maelk_dlf-trifolium

Store Heddinge: Det er ikke kun sportsudøvere der har glæde af DLF-Trifoliums forsknings- og udviklingscenter ved Store Heddinge

Med kampagnen ”Mere Mælk med DLF – kan du se forskellen” har DLF-Trifolium lanceret en række initiativer, der sætter fokus på optimering i græsmarken fra frø til foderbord.

DLF-Trifoliums forsknings- og udviklingscenter ved Store Heddinge har 30 ansatte der året rundt arbejder på at forbedre og udvikle nye græssorter, blandt andet græs med forbedrede foderegenskaber, der i sidste ende skal hæve køernes mælkeydelse.

Når de skal teste græsset på forsøgsmarkerne, anvender de en lille grønthøster, der udover at veje græsset også skanner det for indhold af vand, sukker og protein.

-Vi arbejder systematisk på at forbedre foderegenskaberne, så landmændene kan få mælkeydelsen op«, siger udviklingsdirektør i DLF-Trifolium, Klaus K. Nielsen til Politiken.

Læs også: Lokalt græs med til vinterlegene i Rusland

DLF-Trifolium er også i gang med at udvikle græssorter, der bedre kan tåle salt samt nye sorter der kan klare sig med meget lidt næring. Store landbrugsarealer har efter mange års kunstvanding et alt for højt saltindhold og det er et voksende problem for fødevareproduktionen.

– Der går i dag nogenlunde 10 år med at udvikle en ny frøgeneration fra de første krydsninger, til vi har en færdig sort. Derefter skal de nye sorter afprøves og godkendes i officielle forsøg, så det er en lang proces«, siger Klaus K. Nielsen.

En del af forsøgene foregår i centrets drivhuse, hvor det er nemmere helt nøjagtigt at måle, hvordan de forskellige sorter reagerer ved meget lav næringstilførsel og forskellige saltniveauer.

– Det kan vi styre i et drivhus, hvor den eneste variabel er gødningen. Det ville være alt for svært at måle i markforsøg, siger Klaus K. Nielsen, der har ansvaret for koncernens globale forsøgsnetværk med forsøgsanlæg i Danmark, Holland, Frankrig, Storbritannien, Tjekkiet, USA, Canada, New Zealand og Rusland. De får desuden testet græssorter i Argentina og Kina.

– … vi har forsøg overalt i den tempererede tidszone, fortæller udviklingsdirektør i DLF-Trifolium, Klaus K. Nielsen til Politiken.

– De forskellige markeder stiller meget forskellige krav. I Rusland skal græsset kunne tåle hårde vintre, i England regner det meget, i nogle lande er det tørt, og vi skal også indstille os på stadig flere klimaekstremer. Og så er der også forskelle i farven – englænderne vil gerne have de friske grønne farver i plænerne, mens de i Sydeuropa foretrækker det mørkegrønne græs, siger Klaus K. Nielsen.

Kommentarer