Kultur

Drømmer om høns i haven? Hør mere på Stevns Bibliotekerne

Hønseentusiast og -ekspert Tommy Andersen Foto: Stevns Bibliotekerne

Er det noget for dig, med høns i haven?

Det kan du finde ud af, når Stevns Bibliotekerne den 16. marts, klokken 19-21 åbner dørene til det forhenværende æggepakkeri, som nu huser Hårlev Bibliotek. Her inviterer de nemlig inden for til foredrag med overskriften ’Høns i haven’. 

Går du med tanker om at holde høns i haven, så er der masser af viden og inspiration at hente til foredraget. Stevns Bibliotekerne har nemlig allieret sig med en sand hønseentusiast og -ekspert Tommy Andersen, som vil fortælle dig alt, hvad du har brug for at vide. For det er hyggeligt at have høns i egen have og der findes ikke noget bedre end friske æg, men selv har hentet i hønsehuset. Men inden man begynder at bygge hønsehus og -gård, kan det være en god idé at sætte sig ind i, hvordan fjerkræ skal passes – og hvordan reglerne egentlig er. 

I foredraget sætter Tommy Andersen dig ind i det hele. Tommy ved alt om høns – og hans hjerte banker især højt for silkehøns, som han har opdrættet og udstillet i mere end 40 år. Hvis vi er heldige, får vi endda lov til at hilse på nogle af hans fjerede pragteksemplarer. 

Mød op den 16. marts, klokken 19-21 på Hårlev Bibliotek og bliv klogere på det at holde høns. Det er gratis at deltage – du skal bare hente en billet påwww.stevnsbib.dk/arrangementer eller på et af bibliotekerne i den betjente åbningstid.

Kommentarer