Debat og politik

Formand føler sig ført bag lyset?

Vi går naturligvis ud fra, at Mogens Haugaard Nielsen orienterede Birger Hauge om gruppens udfordringer, da han tilbage i august måned, opfordrede Birger til at blive den næste formand for bestyrelsen – alt andet vil da være uærligt.

Indsendt af Rikke Gliese-Mikkelsen, John Dalsgaard Jensen, Bjarne Nielsen, Anette Mortensen, Rasmus Hoffmann. Byrådsmedlemmer for Venstre Stevns.

Det er jo ingen hemmelighed, at de sidste 3 år i Venstres Kommunalbestyrelsesgruppe har været svære, og at gruppen gentagne gange har haft store udfordringer med samarbejdet.

Vi formoder, at Birger Hauge har haft en længere samtale med den tidligere formand for bestyrelsen, inden han stillede op som formand, så han vidste hvorfor den tidligere bestyrelse ikke længere havde tillid til Mogens Haugaard Nielsen.

Vi undrer os over at Birger Hauge udelukkende havde dialog med Mogens Haugaard Nielsen og ikke den øvrige kommunalbestyrelsesgruppe, da han overvejede at stille op som formand for bestyrelsen – det er altid en god ide at lave sit forarbejde ordentligt inden man påtager sig en opgave og ikke kun høre den ene part.

Vi undrer os over, at Birger Hauge føler sig ført bag lyset nu, når han siden den 2. oktober 2016 har været vidende om, at der var store samarbejdsproblemer mellem Mogens Haugaard Nielsen og den øvrige kommunalbestyrelsesgruppe. Dette har jo været drøftet på møder med Mogens Haugaard, flere Venstre KB medlemmer samt Birger Hauge.

Siden 24. oktober har Birger Hauge og resten af bestyrelsen vidst, at tilliden til Mogens Haugaard Nielsen ikke længere var intakt. Det informerede vi dem om på et møde.

Vi erkender dog, at Birger Hauge kan føle sig ført bag lyset, fordi gruppen på sidste bestyrelsesmøde lovede at vente med argumenterne til generalforsamlingen. Det har vi desværre ikke kunne efterleve.

Vi er nemlig blevet opmærksomme på, at flere venstremedlemmer overvejede at blive hjemme fra generalforsamlingen og mente derfor at de skulle have en mulighed for at høre vores siden af sagen inden den endelige beslutning om deltagelse på generalforsamlingen skal træffes.

Hvis Birger Hauge føler sig ført bag lyset, så skal årsagen hertil nok findes andet sted, for du spurgte ikke os, inden du stillede op som formand, og det selv om du har kendt til samarbejdsproblemerne siden den 2. oktober 2016.

Kommentarer