Første spadestik til ny sandstrand
Valløby: Køge Kommune etablerer en ny godt 100 meter bred og 900 meter lang sandstrand
Mandag den 15. september klokken 17.00 tager Køge Kyst tager første spadestik til en godt 100 meter bred sandstrand mellem Søndre Havn og Vallø Stift. Den nye strand anlægges på en 900 meter lang strækning.
– Den nye Søndre Strand bliver et fantastisk sted og et stort aktiv for den levende bydel Køge Kyst. Samtidig er det rigtig glædeligt, at Køge Kyst i god dialog med områdets mange aktive klubber og foreninger, som bliver berørt af strandprojektet, har fundet nogle gode midlertidige løsninger, siger Køges borgmester Flemming Christensen, der tager det første spadestik.
Køge Kyst starter med at etablere en høfde – en stensætning, der strækker sig ud i vandet i strandens nordende. Høfden skal dæmme op for bølger og sikre mod, at strandsandet breder sig mod nord.
Til oktober, når høfden står færdig, går Køge Kyst i gang med at anlægge den nordlige del af stranden, hvor det bliver muligt at se sandet blive pumpet ind på kysten. Når denne del af stranden er færdig, anlægger Køge Kyst en ny høfde ca. midtvejs, og til sidst anlægger Køge Kyst strandens sydlige del.
Sandet til den nye strand bliver gravet op i Faxe Bugt og fragtet med skib til Køge, hvor det pumpes ind på kysten gennem et rør. Herefter bliver sandet spredt og jævnet ud i det område, hvor stranden skal være.
Hele stranden forventes at være færdig i starten af 2015.
Alle er velkomne til at møde op mandag den 15. september klokken 17.00 på den eksisterende strand ved Udsigten for enden af Søndre Molevej.
Kommentarer