Hellested

Friskole-forældre må selv betale bustransport

Hellested: Til borgermødet tirsdag aften gjorde politikerne fra Plan- og Teknikudvalget det klart, at forældre med børn på friskole selv må betale for bustransport.

Til borgermødet tirsdag aften den 11. oktober klokken 19.00 mødte 50 til 60 utilfredse borgere op til borgermøde om bussituationen samt formand Anette Mortensen (V), Steen S. Hansen (S) og Steen Nielsen (S) fra Plan- og Teknikudvalget, skriver Dagbladet Stevns.

Børn og unge var blandt de fremmødte, som netop er omdrejningspunktet om debatten, da børn som kommer med bus fra Hellested Friskole, allerede ankommer til skolen klokken 07.01, og ikke altid er sikre på at kunne komme hjem til Barup og Arnøje, da busserne fra Hårlev kører ”efter behov”.

Læs også: Borgermøde i Hellested om bussituationen

Politikerne kunne godt se problemerne i den nuværende busplan, og sagde til mødet, at de havde et reelt ønske om at lave en bedre busdrift, men at den ikke fungerer, som den er nu.

Et af spørgsmålene til mødet lød desuden på, at flere har svært ved at forstå, hvor friskolebørn skal betale for transporten, når folkeskolebørnene ikke skal. Til det svarede Anette Mortensen, at kommunen ifølge lovgivningen skal sikre transport for elever, der bor langt fra en folkeskole.

Steen S. Hansen fortsatte med, at kommunen ikke skal betale for friskolens forældre, og at udvalget længe har været enige i dette.

Kommentarer