Store Heddinge

Gode råd til landmanden, der mangler arbejdskraft

”Mangel på arbejdskraft? Lad mig slå den stilling op i polske aviser!” Sådan oplever vi tit arbejdsgivere, når den økonomiske fremgang kommer bag på dem. Men den løsning er meget kortsigtet.

Skrevet af Per Thomsen, Afdelingsformand 3F

På trods af den varme sommer og det svigtende høstudbytte, så går det relativt godt i landbruget. Så godt, at der meldes om mangel på arbejdskraft. Er du landmand, og mangler arbejdskraft? Så er her et par gratis råd, som kan fremtidssikre det samlede landbrug og
gavne samfundet som helhed:

Led flere steder
Hos 3F kan vi se, at kun 1,1 % af de arbejdsgivere, der har udfordringer med rekruttering, bruger den hjælp, de kan få hos A-kasse og jobcenter. Vi har direkte kontakt til de ledige – både dem, der har relevant erfaring og er klar til at arbejde med det samme, og dem, der med få ugers opkvalificering kan varetage jobbet.

Brug muligheden for tilskud til opkvalificering
Der gives tilskud til opkvalificerende uddannelse, hvis ansættelsen forgår på ordinære vilkår. Dermed får du en medarbejder, som er motiveret for at arbejde og lære, og der er tilmed tilskud til uddannelsesudgifterne, så vedkommende bliver passende opkvalificeret.

Tag et uddannelsesansvar!
På den lange bane, skal flere vælge en landbrugsuddannelse – og flere skal have mulighed for at færdiggøre den. Siden 2011 er antallet af uddannelsesaftaler faldet og søgningen til landbrugsuddannelserne ligeså. Unge skal vide, at der er mulighed for at gennemføre uddannelsen og for job bagefter. Flere landmænd kan med fordel lave uddannelsesaftaler. Det er netop nu, hvor det går godt i erhvervet, at fremtidens arbejdskraft skal kvalificeres, ved at tage det rette uddannelsesansvar.

Hos 3F står vi altid klar til at skabe kontakt mellem dig som arbejdsgiver og de relevante ledige. Vi sidder klar, når du ringer.

Kommentarer