Kultur og events

Henning Mankell, Miles Davis, en chauffør og en gammel Volvo

Driving Miles spilles på Snurretoppen onsdag den 15. september kl. 19.30.

Det swinger i Stevns Teaterforening, når fire jazzmusikere og en skuespiller opfører Driving Miles på Snurretoppens scene, Onsdag d. 15. september 2021, kl. 19.30.

Den verdensberømte forfatter til Wallander-bøgerne, Henning Mankell, elskede Miles Davis ́ musik. Det er ham, der har skrevet manuskriptet til denne stemningsfulde jazzhistorie:

Miles kommer til Molde i Norge og bliver hentet i lufthavnen af en limousine med Svein Åge bag rattet. ”Do you know who I am?” spørger Miles. ”Yes” siger Svein Åge.

“Do you like my music?” siger Miles. “No” siger Svein Åge, og grunden til et venskab er lagt. 

Miles Davis har truffet et menneske, som hverken lyver, lefler eller smigrer, men siger tingene ligeud.

Næste gang Miles kommer til Norge kræver han Svein Åge som chauffør, og som kilometertælleren kører derudaf, udvikles et livslangt venskab. 

Historien kredser om Svein Åges møde med Miles og om en legendarisk koncert i Montreux.

”Hans Henrik Clemensen er en fremragende skuespiller og fortæller og han er i det bedste musikalske selskab,” siger teaterforkvinden Lene Vestergård. ”Teaterforeningen samarbejder med Spilledåsen om denne forestilling, hvis medlemmer får tilbudt en specialpris, som vores medlemmer gjorde sidste sæson til deres De Forbudte Sange med Bodil Jørgensen.”

Vigga Bro har iscenesat på baggrund af al sin erfaring som historiefortæller og skuespiller.

Fakta

Forfatter: Henning Mankell

Instruktør: Vigga Bro

Oversættelse: Anna Bro

Scenograf: Gitte Kath

Lysdesign: Mikkel-Magnus Olsen

Skuespiller: Hans Henrik Clemensen

Trompet: Anders Malta

Piano: Zier Romme Larsen

Trommer: Cornelia Nilsson

Bas: Rune Fog-Nielsen

Billetter på www.stevns-teater.dk

Løssalg: 260 kr.

Medlemspris: 130 kr.

Unge u.25 år: 60 kr.

Medlemskab: 100 kr.

Stevns Teaterforening vil gerne bidrage til at teateroplevelsen bredes ud. Samtaler efter forestillingen lukker ofte op for nye vinkler, på det man har set. Derfor byder teaterforeningen på et nyt tiltag:

Kl. 18.15 Mødestedet:

  • Find én at gå i teatret med.
  • Det er godt at dele en teateroplevelse med andre. Hvis man mangler en at følges med, kan man mødes før Driving Miles og – måske – finde hinanden. 
  • Teaterforeningen giver et glas og sørger for mødestedet.
  • Tilmeld dig ’Mødestedet’ når du køber din billet. Max antal deltagere 25.

Kommentarer