Hellested

Hjerteforeningen i Stevns søger deltagere til Børnebørnenes Madværksted

Samvær, damp i køkkenet og masser af grønsager er bærende ingredienser i Børnebørnenes Madværksted. Foto: Hjerteforeningen/Magnus Ekstrøm

En ny madskole, Børnebørnenes Madværksted, inviterer bedsteforældre og børnebørn til at gå i køkkenet sammen for at tilberede velsmagende og hjertesund mad. Madskolen kommer nu til Stevns.

På hvert hold er der plads til otte bedsteforældre og deres otte børnebørn. I Stevns er der stadig plads til flere deltagere. Vil du og dit barnebarn være med, så kontakt formanden for Hjerteforeningen Stevns, John Valeur, og meld dig til.

– Det er sjovt og hyggeligt at tilberede mad sammen. Jeg opfordrer derfor bedsteforældre til at invitere deres børnebørn med i køkkenet for at lære om og tilberede hjertesund mad sammen og samtidig have det sjovt, siger John Valeur, formand for Hjerteforeningen Stevns.

I løbet af de fire kursusgange kommer deltagerne til at tilberede morgenmad, madpakker, eftermiddagssnacks og festmåltider, og hver kursusgang afsluttes med at spise den tilberedte mad sammen. Den samlede pris for at både bedsteforælder og barnebarn kan deltage i kursusforløbet er 160 kroner. Beløbet dækker over udgifter til underviser, madvarer, lokaler mv.

Tilmelding foregår efter først-til-mølle. Børnebørnene skal have en alder, der svarer til 4. til 6. klasses elever.

Madskolen foregår i køkkenet på Hellested Friskole, Tåstrupvej 2, Hellested, Hårlev den 26. september, 10. oktober, 24. oktober og den 7. november mellem kl. 17 og 20.

Om Børnebørnenes Madværksted

Gennem Børnebørnenes Madværksted vil Hjerteforeningen undersøge, om der i madgruppers fællesskab på tværs af generationer kan skabes grobund for sundere madvaner i den danske befolkning.

Madgrupperne består af bedsteforældre og deres børnebørn og rammer dermed på tværs af tre generationer, da børnene bringer deres erfaringer og oplevelser med sig hjem til forældrene.

Projektet er støttet af Nordea-fonden.

Kommentarer