Hårlev

Hvad synes du er godt, når du afleverer affald?

kara-noveren_gengrugsplads

Stevns Kommune: Affalds- og genbrugsselskabet kører en fotokonkurrence på facebook hen over sommeren.

Hen over sensommeren kører det fælleskommunale affalds- og genbrugsselskabet Kara/Noveren en fotokonkurrence på facebook. De vil gerne se, hvilke oplevelser borgerne har med deres genbrugspladser.

Virksomheden opfordrer brugerne til at tage et sjovt, hyggeligt, flot eller spændende billede fra et besøg på en af genbrugsselskabets 14 genbrugspladser, i Stevns, Køge, Roskilde, Lejre og Kalundborg kommuner.

For at deltage i konkurrencen skal man blot slå billederne op på Kara/Noverens facebook-side.

Efter den 15. september udtrækkes en vinder, der belønnes med en taske fra WE:RE med spændende overraskelser indeni. WE:RE er en virksomhed, der har specialiseret sig i at lave unikke tasker af materialer, der ellers normalt ender som affald, for eksempel bannere, festivaltelte med mere.

Man kan læse mere om konkurrencen på Kara/Noverens facebook-side.

Kara/Noveren, der er et interessentselskab, ejes af ni sjællandske kommuner: Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Roskilde, Solrød og Stevns. De servicerer samlet set knap 400.000 borgere og 20.500 erhvervsvirksomheder.

Kara/Noveren driver de to genbrugspladser i Hårlev og Store Heddinge.

Kommentarer