Hårlev

Innovationsministeren på visit i Stevns Kommune

Innovationsminister, Sophie Løhde bydes velkommen af Mogens Haugaard Nielsen (Borgmester).

I går torsdag var Innovationsminister, Sophie Løhde, forbi Stevns Kommune til et besøg i kommunens Sundheds- og Frivillighedscenter i Hårlev.

Sophie Løhdes besøg er en del af Ministerens arbejde med sammenhængsreformen, hvor hun ønsker at besøge alle landets 98 kommuner og 5 regioner. Sammenhængsreformen har fire spor: 1. Mere tid til kerneopgaven, 2. Bedre velfærd på tværs af sektorer, 3. En mere tidssvarende offentlig sektor og 4. Bedre ledelse.
 – Jeg er optaget af, at vi med sammenhængsreformen får skabt mere tid til kerneopgaven, og at borgerne oplever bedre velfærd på tværs af sektorer. Her på Sundheds- og Frivillighedscentret i Hårlev har jeg oplevet, at man for alvor gør noget ved søjletænkningen, og inviterer til åbent samarbejde på tværs af de kommunale kerneopgaver og de frivilliges helt fantastiske indsats, fortæller innovationsminister Sophie Løhde.
Stevns Kommune Sundheds- og Frivillighedscenter slog dørene op i august 2015, og har siden været kommunens kraftcenter i forhold til at samle de sundhedsfaglige opgaver på tværs i kommunen og bygge bro mellem sundhedsfremme og frivillighed. Således er der i dag i Sundhedscentret en sygeplejeklinik, hjemmepleje, genoptræning, visitation, bostøtte, værested, sundhedsfremme og forebyggelse, foruden de private aktører og en række af Frivilllighedscentrets aktiviteter og arrangementer.
– Vi er utrolig stolte over, som de måske første i Danmark, at have formået at skabe et hus, hvor kommunens sundhedsfremmende tiltag som f.eks. forebyggelse, genoptræning samt aktiviteter for ældre går hånd i hånd med de frivillige borgeres mange forskellige aktiviteter. Det er en stor glæde for mig at komme i huset og opleve de frivillige ildsjæle lægge hjerteblod i alle de forskellige aktiviteter, som skaber værdi for mange af vore medborgere, fortæller Mogens Haugaard Nielsen.
Undervejs i sit besøg blev Sophie Løhde præsenteret for strategien bag Sundheds- og Frivillighedscentret og fik desuden indblik i to projekter, der er forankret i centret:
  • Ensomhedsprojekt for ældre: Fælles kompetenceudvikling for frivillige og ansatte i forhold til at tackle ensomhed blandt ældre.
  • Spise-/komsammenprojekt: Frivillige spiseværter for ældre enlige i kommunens ældreboliger.
Herudover kunne borgmesteren overrække Stevns Kommunes input til sammenhængsreformen.

Kommentarer