Intet svar om skolebusserne
Debat: Skolernes sommerferie nærmer sig, og efter den er skolebuskørslen en del af den almindelige kollektive trafik, der køres af Movia.
Indsendt af Tine Harild, Hårlevvejen 16, Hårlev.
Det vil sige, at politikerne har besluttet, at vores børn så ikke længere bare kan tage med skolebussen uden at betale, med mindre de er berettiget til transport i henhold til folkeskolelovens paragraf 26. Det kan der så være mange gode økonomiske grunde til, men hvorfor er det så ikke muligt at få oplyst, hvor i Stevns Kommune politi eller vejmyndighed har vurderet skolevejen trafikfarlig? Det må da have været med i budgettet, hvor mange der forventes at skal have buskort.
Det kan også undre mig, at de nye busruter og bustider, der gælder fra 1. august, endnu ikke er offentliggjort – især fordi jeg som forældrevalgt i skolebestyrelsen på Hotherskolen allerede 6. marts kontaktede både Plan- og Teknikudvalget og Børneudvalget omkring en del uhensigtsmæssigheder med de skolebusruter, som vi allerede har.
Jeg stillede en del spørgsmål om, hvordan ændringerne bliver, når Movia overtager buskørslen her efter sommerferien – netop for at sikre, at der på skolerne kunne informeres og tilrettelægges i god tid.
Ventetiden skyldes måske, at nogle af vores politikere og forvaltning ikke svarer, før der rykkes for svar?
Vi må jo så bare vente og se. Krydse fingere for, at trafikfarlig vej er der, hvor der ikke er cykelsti, og håbe på, at bustiderne passer med skolernes ringetider.
Kommentarer