Rødvig

Julehilsen fra Rødvig Borgerforening

Kære medlemmer. Denne julehilsen er sendt ud til alle medlemmer. Hvis du har fået en mail adresse, vil vi meget gerne have den. Tak.

Indsendt af Freddie Larsen, der er formand for Rødvig Borgerforening, på vegne af bestyrelsen.

2017 er året, hvor foreningens aktiviteter har givet mange glade, sjove og spændende oplevelser. Det gælder for både vore 235 medlemmer, men også mange andre deltagere, som takkes for deltagelse i vores forskellige arrangementer.

Kunst på Kajen, Markedsdagen, Loppemarkedet og Julearrangementet – det fik folk til Rødvig.

Harmonien danner rammen om medlemmernes større eller mindre aktiviteter med hinanden. Snapselaug eller kortspil, strikning eller fællessang, Pensionistbanden, kaffe eller frokost – der er plads til det hele, og mange nyder hver uge det uhøjtidelige samvær.

Rødvig udvikler sig positivt, og mange borgere medvirker hertil sammen med foreningen. Udviklingsplan, kommuneplan, lokalplaner – der er endnu flere planer i gang, og Rødvig skal høres. Derfor fortsætter vore forskellige udvalg med nøje at følge alle tiltag, der vedrører byen. Flere borgermøder har vist, at byen levende medvirker ved borgernes store fremmøde.

En borgernes hal bliver nu bygget i Rødvig og indvies august 2018. I en arbejdsgruppe har flere foreninger, med Rødvig Borgerforening som koordinator, medvirket som samarbejdspartner med Stevns Kommune. Gruppens indsats belønnes med Stevnsprisen, som gives ”- til en forening eller person, der har gjort en ekstra god indsats for kultur- og foreningslivet i kommunen”.

Prisen ansporer foreningen til fortsat arbejde med ordene fra vedtægterne: ”Rødvig Borgerforening er en upolitisk forening, der via kulturelt, socialt og praktisk fællesskab gør RØDVIG – En perle på Stevns – til et endnu bedre sted at bo”.

Tak til de mange frivilliges store indsats på mange områder. Uden dem, ingen forening.

Med håbet om endnu flere medlemmer i 2018 ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.

Glade julehilsner

Kommentarer