Kultur og events

Klintebussen.dk kører igen – helt som den plejer

Stevns Klint ligger hvor den plejer og har gjort det i 66 mio. år. Alle attraktionerne langs klinten ligger præcis, hvor de plejer. Og klintebussen.dk kører som den plejer i juli og august til glæde for lokale og turister.

Den gratis turistbus vender således snart tilbage til Stevns Klint, og kører i fast rutefart mellem Rødvig og Bøgeskov Havn, hvor den passerer mange af Stevns Kommunes seværdigheder, herunder bl.a. UNESCO Verdensarven Stevns Klint. Vink og vi stopper!

Bussen kører i perioden 25. juni – 28. august 2022.

“Klintebussen er blevet en fast bestanddel af sommersæsonen i Stevns. Noget jeg altid ser frem til, for det er en glæde at kunne vise vores gæster, hvor fantastisk der er langs Stevns Klint”.

Henning Urban Dam Nielsen, borgmester

I Boesdal Kalkbrud står der nu et næsten færdigt besøgscenter for Stevns Klint Verdensarv. Besøgscentret åbner i uge 41, og bliver et arkitektonisk vartegn for Stevns og portalen til hele verdensarvsdestinationen.

’Jeg håber meget, at de som besøger Stevns til sommer, får lyst til at kigge forbi igen til efteråret, når besøgscentret er åbent. Bygningen i sig selv er er besøg værd på grund af den smukke arkitektur og placeringen, hvor den i bogstaveligste forstand er gravet ned i klinten. Og så kan man godt glæde sig til at se fortællingen om Stevns Klint foldet ud på smukkeste vis i udstillingen’, fortsætter Henning Urban Dam Nielsen.

Vink og vi stopper

Udover de faste stop på ruten har du mulighed for at lave et såkaldt ’vinkestop’, hvilket betyder, at chaufføren standser, når du vinker til bussen. Desuden fortæller chaufføren om de seværdigheder, som bussen passerer undervejs.

Du er velkommen til at tage din cykel, barnevogn eller kørestol med i bussen. Hunde må også gerne komme med, så længe de ikke er til gene for de øvrige passagerer. Bussen kan medtage op til 19 personer.

Fakta

Klintebussen.dk kører fra den 25. juni – 28. august 2022 og har tre daglige afgange. Første afgang er fra Rødvig Havn om formiddagen kl. 10.00, som efterfølges af to eftermiddagsture kl. 13.00 og 16.00. Ved Bøgeskov Havn vender den retur, hvor den starter sine ture kl. 11.30, 14.30 og 17.30.

Find hele busplanen på: Klintebussen.dk

På ruten kan du stå på og hoppe af ved blandt andet Boesdal Kalkbrud, Stevns Klint i Højerup, Stevns Fyr og Mandehoved. Undervejs går ruten forbi Store Heddinge, før den slutter ved Traktørstedet i Bøgeskov Havn. Efter et kort stop kører bussen retur af samme rute i omvendt rækkefølge.

 

Kommentarer