Store Heddinge

Kontanthjælpsloftet tager julen fra børnene

Julen har en særlig plads i de fleste danskers hjerte. For mig bringer julen minder om hyggelige stunder. Klarest står barndommens boblende begejstring og forventningens glæde inden pakkerne omsider måtte åbnes.

Skrevet af Per B. Thomsen, formand for 3F Midt & Østsjælland

 

Desværre bliver den glæde aldrig til virkelighed for flere og flere børn herhjemme. Indførelsen af kontanthjælpsloftet har for mange familier omdannet den ellers glade juletid til et mareridt. Alene det seneste år er der kommet 11.000 flere fattige børn, og udviklingen går kun den forkerte vej de kommende år. Årsagen? Kontanthjælpsloftet.

Mens mange stresser over at finde den perfekte mandelgave eller lille sidste ting, må nogen forældre vende hver en krone for blot at give deres børn en julegave. Få kan forestille sig, hvilken ulykke det må være, når ens børn kommer hjem fra skole og spørger, hvorfor de ikke
kan få det samme som alle de andre i klassen.
Heldigvis vil mange det anderledes. Flere frivillige og organisationer arbejder hårdt for at redde julen for disse familier. Desværre må de dog stadig skuffe mange. Organisationerne kan ikke følge med de seneste års eksplosion i antallet af ansøgninger om julehjælp. Vi skylder
naturligvis disse frivillige en stor tak, men man efterlades alligevel med en dårlig smag i munden. Julehjælpen påpeger nemlig vores svigt som samfund.

I et rigt land som Danmark burde fattigdom ikke eksistere. Uanset om man er rød eller blå burde vi kunne enes om, at alle børn har ret til en tryg barndom, og aldrig bør opleve, at deres familie ikke har råd til at holde jul. Den enighed fandtes engang også i folketinget. De seneste års højredrejning med skattelettelser og afgift sænkelser til fordel for de rigeste, har dog bragt Danmark et sted hen, hvor vi ikke burde være. Vi skylder vores børn en god, tryg jul mere end vi skylder strandvejen en ny bil. Derfor er det på tide at afskaffe kontanthjælpsloftet.

Som året går på held, er det kun passende at citere en af de store danskere, vi har måtte tage afsked med i år. Danmarks nationalskjald, Kim Larsen. – Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig.
Larsens musik skal nok leve videre. Jeg håber blot, at hans ord gør det samme.

Kommentarer