Store Heddinge

Kun bankerne tjener på kommunernes garantikrav

Flere sjællandske kommuner bør finde regnemaskinen frem og regne på, om det er besværet værd, når de kræver, at virksomhederne skal stille med en bankgaranti, hvis de løser mindre opgaver for kommunerne.

Af formand for Dansk Byggeri Sjælland, Jesper Toftebjerg Andersen

I fx Stevns og Køge kommuner skal virksomhederne en tur i banken, inden de får lov til at løse opgaver på helt ned til 300.000 kroner.

Men hvad er garantien så værd i praksis, hvis man får brug for den? Ja, hvis man i Stevns eller Køge opdager en fejl et år efter opgaven er afsluttet, kan kommunerne højst hente en garantisum på 6.000 kroner. Et ganske lille beløb, som en kommune ikke kan få lavet ret meget arbejde for. Helt galt står det til i Faxe, hvor kommunen forbeholder sig ret til altid at kunne kræve en bankgaranti, uanset hvor lille opgaven er.

Først ved opgaver til en million kroner eller mere begynder det at give mening at kræve en bankgaranti. Alt andet giver kun udgifter og administrativt bøvl for virksomhederne, og kommunerne bruger jo også selv tid og penge på at administrere deres garantikrav. Bankerne er de eneste vindere i den her sag, fordi de tjener masser af penge på at udstede og administrere garantierne. Garantisystemet er indrettet til større opgaver, hvor der er noget på spil, og ikke til små opgaver.

Find regnemaskinen frem og regn på, om det nu også kan betale sig, inden I stiller krav om, at virksomhederne skal levere en bankgaranti. Næstved, Holbæk, Odsherred, Slagelse, Sorø, Lejre og Solrød har allerede besluttet, at det ikke kan betale sig ved opgaver under en million kroner. Nu mangler vi bare, at Faxe, Stevns, Køge, Vordingborg, Kalundborg, Ringsted, Greve og Roskilde gør det samme.

Kommentarer