Kvinder narret af falske bankmænd
Mandag aften inden for blot seks minutter modtog politiet to anmeldelser fra to kvinder, der begge var blevet kontaktet af en fremmed mand, der havde udgivet sig for at være en repræsentant fra pengeinstituttet.
Årsagen til henvendelser var i begge tilfælde mistænkelige transaktioner på kvindernes bankkonti.
Første anmeldelse kom kl. 18.03 fra en 74-årig kvinde fra Tureby-området, der havde givet forskellige personlige oplysninger til den falske bankmand, der oplyste at ringe fra hendes banks tyveriafdeling. Opkaldet var sket i tidsrummet kl. ca. 15.00-1600.
Flere forskellige overførsler fra hendes bankkonti blev forsøgt gennemført ved brug af de personlige oplysninger, ligesom den falske bankmand oplyste, at en bankmedarbejder ville ankomme til hendes bopæl for at hente hendes betalingskort, hvis koder skulle være oplyst i forbindelse med en øjeblikkelig udskiftning.
Kort ankom en fremmed mand til kvindens bopæl, hvor han fik udleveret betalingskortene, inden han straks forlod stedet. Denne falske bankmand blev beskrevet som: mand, 20-25 år, kraftig af bygning, mørk hudfarve, sort krøllet hår, iført hvid skjorte og sorte bukser.
Da denne mand havde forladt hendes bopæl, blev den 74-årige ringet op igen af sin bank, men denne gang var det rigtige bankpersonale, som undrede sig over de transaktioner, der foregik på hendes bankkonti. Nogle planlagte overførsler ville derfor blive forsøgt stoppet, men den 74-årige havde formentlig allerede mistet 25.000 kr. som følge af svindlen over for hende.
Næste anmeldelse kom kl. 18.09 fra en 93-årig kvinde fra Strøby Egede, der kl. ca. 17.45 også var blevet ringet op af en falsk bankmand, der havde henvist til mistænkelige transaktioner på hendes bankkonto. Dette havde hun afvist, hvorefter bankmanden ønskede hendes dankort udleveret. En mand ville i den anledning komme til hendes bopæl for at afhente det, men manden dukkede aldrig op, hvorfor hun blev mistænkelig og anmeldte sagen til politiet.
Politiet rykkede i begge tilfælde ud til de to forurettede kvinder både for at berolige dem, men også for at få klarlagt de nærmere detaljer i sagerne om bedrageri eller forsøg herpå.
Politiet kan på det kraftigste advare mod at give personlige oplysninger mv. til personer, der uvarslet og uopfordret henvender sig ofte telefonisk under påskud af mistænkelige transaktioner på bankkonti. De personlige oplysninger bliver straks misbrugt af svindlerne til økonomisk kriminalitet.
Endvidere skal man aldrig udlevere sine betalingskort og koder hertil til andre end personalet i sit pengeinstitut. Intet pengeinstitut – politiet bekendt – yder den service at ”afhente” betalingskort hjemme hos kunden.
Et udleveret betalingskort med tilhørende kode bliver af svindlerne straks benyttet til kontanthævninger i nærmeste pengeautomat, så kortindehaveren lider et økonomisk tab.
Ved tvivl om et opkalds rigtighed er politiets råd at spørge efter bankmedarbejderens navn og afdeling, hvorefter en kontrolopringning til pengeinstituttet foretages for at få kontakt til den oplyste medarbejder.
Kommentarer