Store Heddinge

Lad håndværkerfradraget gøre mere sort arbejde hvidt

Det sorte arbejde har i flere år været faldende, men nu går det desværre den forkerte vej.

 

Skrevet af formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster, Jesper Toftebjerg Andersen

 

Jeg tror, at de færreste er i tvivl om, at muligheden for at trække udgifterne til arbejdslønnen på håndværker- og serviceopgaver fra i skat har gjort det attraktivt for flere at få nye vinduer eller gjort rent på regning. Mange mindre håndværksvirksomheder, der særligt arbejder for private boligejere, oplevede i hvert fald at slippe for spørgsmål om, hvad prisen var ”uden regning”. I stedet ville kunderne have arbejdslønnen udspecificeret på regningen.

 

Efterhånden som håndværkerfradraget er blevet målrettet grønne og klimavenlige opgaver og kun en del af fradraget er øremærket håndværkeropgaver, er efterspørgslen naturligt nok blevet mindre. Om det er en del af årsagen til, at det sorte arbejde nu igen stiger, kan jeg ikke sige noget om. Men jeg er ikke i tvivl om, at håndværkerfradraget får langt flere til at vælge hvidt frem for sort arbejde.

 

Netop derfor giver det god mening at ophæve ordningens begrænsninger, sådan som Venstre har foreslået, og som de konservative og Dansk Folkeparti nu også bakker op om. Lad forbrugerne selv bestemme, om de vil bruge fradraget på børnepasning eller nye vinduer. Og hvis politikerne gik tilbage til den oprindelige ordning, hvor alle håndværksopgaver var dækket af fradraget, ville det være endnu mere attraktivt at købe sort frem for hvidt.

 

Lad os skrue på de gode knapper vi har og bruge håndværkerfradraget til at gøre sort arbejde til en dårlig forretning.

 

Kommentarer