Læserbrev: Turistforeningen er et PLUS!

Jeg ser og hører med jævne mellemrum folk der stiller spørgsmålstegn ved Turistkontoret og dermed Turistforeningen som på frivillig basis, er ansvarlig for den overordnede indsats for turismen i Stevns kommune

Indsendt af Jørgen Gregersen, medlem af kommunalbestyrelsen for Stevnslisten

På det seneste har jeg blandt andet set den nye lokalliste ’Nyt Stevns’ foreslår, at Erhvervsrådet skulle overtage turistopgaverne for kommunen. Med risiko for at støde nogle fra mig vil jeg sige, at det forslag, er jeg lodret imod.

Turistforeningens bestyrelse har den overordnede ledelse for Turistkontoret, som gør et enormt målrettet, stort og vigtigt arbejde for turismen i Stevns kommune. Turistforeningen er en lokalt forankret forening, hvis medlemmer består af en blanding af virksomheder og privatpersoner. Denne lokale forankring af frivillig og ulønnet arbejde sikre et lokalt ejerskab, hvis værdi der næsten ikke kan sættes beløb på. Fra den tid, hvor jeg var kommunalt udpeget medlem af bestyrelsen ved jeg, at Stevns kommune får fantastisk meget for det beløb vi giver i årligt tilskud til Turistforeningen.

Hvad laver de så egentlig på turistkontoret? De arbejder blandt andet med Stevns Guide, sejlture, dykning, mountainbike, cykelbrochure, udlejning af lokale sommerhuse, deltagelse i messer i ind- og udland, hjemmesiden visitstevns.dk, aktivitetskalender, samarbejde med Østsjællands Museum vedrørende blandt andet verdensarv projektet samt naturligvis servicering af turister uanset hvilken overnatningsform der er valgt. Sammen med andre interessenter i Rødvig har turistforeningen, også i høj grad, brugt både tid og penge på udarbejdelsen af en ansøgning til Realdania for projektet ’BÅDE / OG’. Desværre blev dette projekt ikke valgt af Realdania i første omgang, men dele af projektet kan gennemføres som selvstændige små projekter.

Jeg vil benytte lejligheden til, at rette den misforståelse som flere tilsyneladende har. De tror turistkontorets udlejning af sommerhuse bliver støttet med kommunale kroner og foreslår, at udlejningen skal overdrages til store udlejningsbureauer. Igen ved jeg ikke om det er uvidenhed eller en bevist fordrejning, men da jeg var med i turistforeningens bestyrelse, gav udlejningen af sommerhuse et overskud som kunne anvendes til udviklingen af den samlede indsats for turisme i Stevns kommune. Og mig bekendt er det stadig således. Hvorfor i alverden skulle vi overlade det til for eksempel Novasol eller Dansommer som er tyskejede virksomheder? Når vi kan lade overskuddet blive i Stevns og samtidig beskæftige lokale borgere i arbejdet med udlejningen.

Det burde være de politisk udpegede medlemmer af turistforeningens bestyrelse der havde skrevet dette læserbrev. Det har de så ikke gjort. Derfor gør jeg det og må selvfølgelig så også tage de øretæver der måtte komme i den anledning.

Kommentarer