Samfund •

Lokaltog udskyder tilbagevenden til normal drift på baner i Nordsjælland

En tilbagevenden til den normale køreplan på Gribskovbanen kommer til at trække ud. Foto: Lokaltog/Movia.

Siden ulykken på Gribskovbanen 23. april i år har Lokaltog kørt med reduceret drift på fire ud af fem strækninger i Nordsjælland. Ambitionen har hidtil været, at den normale drift kunne genindføres på alle baner medio oktober, men det ligger nu fast, at en tilbagevenden til den normale køreplan kommer til at trække ud.

Lokaltog har siden ulykken iværksat en række tryghedsskabende og ledelsesmæssige tiltag med fokus på at øge trivslen og trygheden blandt medarbejderne. Det har blandt andet medført, at der er rekrutteret flere lokomotivførere til banerne i Nordsjælland, men sygefraværet blandt lokomotivførerne er fortsat forhøjet, og det er årsagen til, at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at genindføre den normale drift.

– Vi er selvsagt meget ærgerlige over, at det ikke er muligt for os at vende tilbage til den normale drift i oktober, som vi havde planlagt. Vi er meget bevidste om, at det er skuffende og frustrerende for vores kunder, at vi beklageligvis er nødt til at fortsætte med reduceret drift på fire af vores fem strækninger i Nordsjælland, siger Stig Allan Nielsen, der er driftsdirektør i Lokaltog.

Han fortæller, at en fuld tilbagevenden til den normale køreplan på nuværende tidspunkt vil være forbundet med en høj risiko for meget ustabil drift og mange akutte aflysninger, og derfor udskydes normaliseringen.

– Frem for at annoncere en normal drift, der til stor frustration for kunderne igen og igen risikerer at køre ustabilt, så har vi valgt at fortsætte med en reduceret drift, som kunderne så til gengæld bedre kan regne med, lyder meldingen.

Med forlængelsen af den reducerede drift følger også en ny tretrins-plan for, hvordan Lokaltog gradvist kan vende tilbage til den normale køreplan det næste halve år frem mod foråret 2027.

Ny plan for tilbagevenden til den normale køreplan frem mod 1. april 2027

Nærumbanen

  • • Kører som normalt.

Frederiksværkbanen

  • Hurtigtogene på Frederiksværkbanen er indtil videre indstillet.

Alle baner i Nordsjælland

Den normale køreplan genindføres gradvist i tre trin.

Trin 1 – frem til køreplanskiftet 13. december 2026

  1. Den nuværende nødkøreplan videreføres frem til køreplansskiftet 13. december 2026.
  2. Nattog erstattes fortsat af togbus.

Trin 2 – fra køreplanskiftet 13. december 2026

  1. Halvtimesdriften i weekenden genoptages på alle baner.
  2. Nattog erstattes forsat af togbus.

Trin 3 – fra 1. april 2027

  1. Nattog genindsættes og normalkøreplanen er fuldt genimplementeret.
  2. Hurtigtogene på Frederiksværkbanen er fortsat indstillet indtil videre som følge af mangel på togsæt.

Rejseplanen vil blive opdateret, og Lokaltog vil løbende informere kunderne om evt. ændringer via vores hjemmeside.

Kommentarer