Hårlev

Fra Los Angeles i Chile til Hårlev-Karise på Stevns

Fra venstre ses Taylor Calianese, Sofia Carrasco og Gustav Kofoed Rasmussen.

Chilenske Sofia Carrasco er rejst kloden rundt for at lære om Danmark og for at opleve den danske kultur.

Mandag den 5. august mødte medlemmerne fra Hårlev-Karise Rotary Klub for første gang Sofia Carrasco – klubbens nye udvekslingsstuderende fra Chile.

”Hej”, siger Sofia indledningsvis, da hun, en smule genert, skal præsentere sig for klubbens medlemmer. Mere dansk bliver det dog ikke til, før hun slår over i engelsk for at fortælle lidt om sig selv og sine forventninger til det kommende år. Og selvom Sofia allerede i sit første brev til klubben har gjort opmærksom på, at det med at holde oplæg ikke ligefrem er hendes stærke side, har hun dog overskud til at slutte med et dansk ”tak”.

Sofia er lige er fyldt 17 år og kommer fra den centrale del af de sydlige Chile i byen Los Angeles, hvor hun bor med sin bror på 13 år, sin mor og stedfar samt deres tre små hunde. Hendes mor er psykopædagog og hendes stedfar er ansvarlig for facilities management i byens shopping-center.

En meget stor modningsproces
Sofia kom til Danmark lørdag den 3. august og endnu taler hun kun spansk og engelsk. Målet er, at hun i løbet af året lærer dansk, samtidig med at hun lærer danskerne og den danske kultur at kende.

  • Det er en meget stor modningsproces, de unge mennesker går igennem, når de forlader deres familier og rejser ud i verden for at lære en fremmed kultur at kende, fortæller Hans Jørgen Rasmussen, der er præsident for Hårlev-Karise Rotary Klub: Vi oplever gang på gang, at vi modtager et skolebarn, men sender en verdensborger retur, som vi plejer at sige det i klubben. Det er en gave, at kunne bidrage til – og det er noget vi i klubben sætter stor pris på, understreger præsidenten.

Også klubbens tidligere udvekslingsstuderende fra USA, Taylor Calianese, der var i Danmark på sommerferie, og Gustav Kofoed Rasmussen, som var udsendt af Hårlev-Karise Rotary Klub til Brasilien i samme periode, hvor Taylor var i Danmark, aflagde klubben besøg. Sammen med Sofia og Gertrud Kofoed Rasmussen, som er klubbens counsellor, havde de inden mødet sværet en tur rundt i lokalområdet, så Sofia kunne få en idé om, hvor hun skal bo det næste års tid.

Taler stadig sproget
Taylor forstår stadig dansk, selvom der er gået godt et år siden, hun forlod Danmark, omend hun skal lede efter ordene, når hun skal tale. Gustav er fortsat flydende i portugisisk. Han læser desuden spansk på Køge Handelsskole, og fordi de to sprog ligger tæt op ad hinanden, kan han hjælpe Sofia, hvis hendes engelske ikke rækker.

  • Vi har rigtig gode erfaringer med, at de unge når at lære sproget i det land, de rejser til. Det er vigtigt, for det giver dem en bedre indsigt i, og dermed også en større forståelse for, den kultur, de er en del af i løbet af opholdet. De fleste af de unge kan tale det nye sprog inden de flyver tilbage til familien. Det oplevede vi med Taylor, som holdt en fin præsentation på dansk. Og det samme gjaldt Gustav, da han kom retur fra Brasilien. Heldigvis for os valgte han dog at holde sin præsentation om opholdet i Brasilien på dansk, griner Hans Jørgen Rasmussen.

Færre søger om udveksling
Hårlev-Karise Rotary Klub udsender og modtager en udvekslingsstuderende hver andet år. Den unge behøver ikke at være i familie med et medlem af Rotary, for at komme i betragtning, men skal blot sende en ansøgning til klubbens Counsellor.

  • Desværre er der ikke så stor søgning efter at komme på udveksling, som der tidligere har været. Det gælder ikke bare hos os, men i hele Danmark. Jeg vil gerne opfordre unge til at sende os en ansøgning om udveksling. I får ikke bare nye venner og en oplevelse for livet – I får en ballast, der vil gavne jer fremover, uanset, hvilken vej I vælger at gå, slutter Hans Jørgen Rasmussen.

Læs mere om Rotarys udvekslingsprogram her.

FAKTA
Sofia skal bo i Danmark frem til sommeren 2020 hos tre forskellige værtsfamilier i henholdsvis Klippinge, Jersie og Hastrup. De første 14 dage bor hun dog hos Gertrud Kofoed Rasmussen, der er Hårlev-Karise Rotary Klubs ”Counsellor” – det vil sige, den person i klubben, der er primær ansvarlig for planlægning og koordinering af opholdet. Gertrud sørger blandt andet for, at Sofia får alt det praktiske på plads som cpr-nummer, bankkonto og buskort, at hun får kontakt til Køge Gymnasium, hvor hun skal gå i skole det kommende skoleår, og måske allervigtigst; at hun møder sine tre værtsfamilier.

Kommentarer