112

Mand varetægtsfængslet for drab på kvinde

En 59-årig mand fra Køge er blevet varetægtsfængslet til den 7. september, sigtet for drab på en 37-årig kvinde der er blevet fundet død i hans lejlighed på Fasanvej i Køge.

En 59-årig mand fra Køge blev torsdag den 10. august om eftermiddagen eftermiddag i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde varetægtsfængslet foreløbigt til den 7. september som sigtet for drab på en kvinde, der onsdag aften blev fundet død i hans lejlighed på Fasanvej i Køge.

Læs også: Død kvinde fundet i lejlighed i Køge

Den sigtede nægtede sig skyldig under retsmødet, der blev afholdt for lukkede døre. I retsmødet blev der tillige nedlagt navneforbud gældende både for den sigtede og den dræbte.

Den dræbte er identificeret som en 37-årig kvinde fra Roskilde, hvis pårørende nu er underrettet.

Midt- og Vestsjællands Politi kan ikke give yderligere oplysninger i sagen, hvor afdelingen for personfarlig kriminalitet nu fortsætter efterforskningen for bl.a. at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved selve drabet, relationen mellem den dræbte og den nu fængslede samt motivet til drabet.

Kommentarer