Nu kan du søge til ny pulje: Støtte til frivillige, der gør en forskel i børn og unges fritidsliv
Pressefoto: Alm. Brand Foreningen.
Alm. Brand Foreningen 1792 åbner nu for ansøgninger til FritidsFrivillig-puljen, som skal styrke det frivillige engagement i lokale fritidsfællesskaber over hele landet.
Nu kan lokale foreninger og almennyttige organisationer søge FritidsFrivillig-puljen til aktiviteter og udstyr, der understøtter frivillige og frivilligheden omkring børn og unges fritidsliv i hele landet.
Med puljen ønsker Alm. Brand Foreningen 1792 at bidrage til et varieret udbud af fritidsaktiviteter over hele landet ved at støtte de frivillige, der er med til at skabe og drive de mange fritidsfællesskaber for børn og unge.
Frivillige gør fritidslivet muligt
Fællesskaber spiller en afgørende rolle for børn og unges trivsel, og en af Trivselskommissionens anbefalinger er, at alle børn og unge bør have en fritidsaktivitet sammen med andre.
Det kræver, at der er et varieret udbud af fritidsaktiviteter af høj kvalitet at gå til, og her spiller de frivillige i lokalsamfundet en vigtig rolle – både i den daglige drift af de mange forskelligartede fritidstilbud, men også i at engagere børn og unge i fællesskaber, så de måske har mod på selv at blive frivillige.
– Frivillige er ofte en undervurderet drivkraft i børn og unges fritidsliv. Fokus er ofte rettet mod aktiviteterne, men frivillige fortjener et skulderklap, da de ofte er centrale i at få sammenhængskraften til at fungere i et fritidstilbud. Derfor giver det god mening for os at have en pulje målrettet dem, siger Laura Auken Larsen, uddelingschef i Alm. Brand Foreningen 1792.
Der kan søges støtte til:
frivilliges kompetenceudvikling,
- sociale aktiviteter for frivillige,
- udstyr til at frivillige kan løse opgaven som frivillig,
- initiativer der skal få flere unge under 25 år til at engagere sig som frivillige
Hvem kan søge?
Puljen henvender sig til lokale foreninger, selvejende institutioner og andre almennyttige organisationer med fritidstilbud for børn og unge op til 25 år inden for natur- og friluftsliv, kultur, idræt eller kreative fællesskaber.
Fakta om FritidsFrivillig-puljen
- Ansøgningsperiode: 5. oktober til 14. december 2026
- Støttebeløb: 20.000 til 100.000 kr.
- De støttede aktiviteter skal være gennemført inden udgangen af 2028















Kommentarer