Klippinge

Nyt Stevns går til valg på fire mærkesager

Rødvig: Den nye tværpolitiske lokalliste Nyt Stevns, der afholder stiftende generalforsamling på mandag, går til valg på fire mærkesager

Sammenlægning af Turistforeningen og Stevns Erhvervsråd er et af flere forslag blandt mærkesagerne, når den nye tværpolitiske forening, Nyt Stevns, afholder stiftende generalforsamling på mandag d. 4. marts.

– Siden offentliggørelsen af etableringen af Nyt Stevns, er de positive tilkendegivelser kommet i en lind strøm. Der er adskillige der har sendt indmeldinger til foreningen og vi glæder os til at komme i gang med det politiske arbejde, udtaler talsmand og initiativtager Villy Eenberg.

Læs også: Nyt Stevns inviterer til stiftende generalforsamling

Nyt Stevns går til valg på fire mærkesager.

Stevns Kommune skal deltage meget mere aktivt i arbejdet med at skabe større vækst i Turist- og småerhvervene. Kommunen har økonomien til at løfte indsatsen og turisterhvervene på Stevns er et vigtigt område. Blandt flere forslag til vækst i Stevns, er en sammenlægning af erhvervsrådet og turistkontoret. Det store tilskud til turistforeningen på 1 million kroner, udnyttes ikke optimalt. Det kan gøres bedre og alle turisttiltag skal have glæde af støtten. Set udefra ligner turistkontoret et bureau for sommerhusudlejning og fokus skal flyttes og turistindsatsen skal gøres bred med støtte til alle, der igangsætter aktiviteter, der tiltrækker erhvervs- og privatturisterne.

De små erhvervsdrivende skal også have en større opmærksomhed. Det kan bl.a. gøres ved at Stevns Kommune opgraderer støtten til Stevns Erhvervsråd. Støtten er lige nu på det halve niveau af, hvad omegnskommunerne støtter deres erhverv med.

Anden mærkesag er de unge ledige og de langtidsledige. Det er glædeligt at se Regeringens forslag om ændringer af ledigheds- og kontanthjælpsområdet. Det vil betyde et større fokus på de mange unge på Stevns, som ikke kommer i gang med en uddannelse, og som ikke kommer ind på arbejdsmarkedet. Vi må ikke tabe vores unge Stevnsboere og Nyt Stevns vil byde ind med flere nye tiltag, som kan gøre en forskel.

Tredje mærkesag er bosætnings-politiken, som halter voldsomt. Flere nye bosættere skæpper i kommunekassen og med Stevns beliggenhed tæt på hovedstaden og Køge, den smukke natur og de billige huspriser, burde Stevns være en magnet for dem der ønsker at flytte på landet. Kommunen skal derfor gå aktivt ind i arbejdet og deltage i markedsføringen af Stevns som et sundt og billigt alternativ til storbylivet. På Stevns skal vi sikre os en god bid af de 4000 nye medarbejdere, der starter når det nye Super-sygehus i Køge sætter i gang i 2018. Det kræver kommunens medvirken i at sikre en synlig markedsføring af Stevns.

Fjerde mærkesag er at der skal fokuseres på et bedre arbejdsmiljø og en bedre trivsel på Stevns største arbejdsplads, Stevns Kommune. Det er bekymrende når der hver dag året rundt er omkring 135 medarbejdere, der ikke møder op og passer deres arbejde pga. sygdom. Resultatet af det store fravær betyder et større arbejdspres på de tilbageværende medarbejdere. Det betyder også dårligere service for borgerne og det må og skal der gøres noget ved, slutter Villy Eenberg fra Nyt Stevns.

Der findes flere informationer på Facebook.

Indmeldelser til foreningen kan sendes til nytstevns@gmail.com

Den stiftende generalforsamling afholdes på Hotel- og konferencecenter Klinten i Rødvig mandag den 4. marts klokken 19:00.

Kommentarer