Rødvig

Nytårshilsen fra Stevns Turistforening

debat_stevns_tip
Debat: 2015 har været et spændende år med en række nye muligheder og nye udfordringer, men først og fremmest endnu et år med fremgang i den stevnske turisme.

Indsendt på vegne af Stevns Turistforening af Lars Klausen, formand.

Den turismerelaterede omsætning på Stevns har rundet 200 millioner kroner, og generer op mod 200 arbejdspladser til glæde for såvel turisterhvervet som detailhandlen og de stevnske håndværksvirksomheder m.fl. Det luner også i den offentlig økonomi, og turismen yder et vigtigt bidrag til de lokale velfærdsydelser inden for bl.a. børnepasning, skoleområdet og ældreplejen.

2015 var første hele år efter Stevns Klints udnævnelse til verdensarv, en gave til Stevns med et betydeligt potentiale til at løfte hele Stevns i form af både øget turisme og øget bosætning. Ikke alt er gået, som vi håbede de glade dage i 2014, men det skal der laves om på i 2016.

Det er et stærkt Nytårsønske for Stevns Turistforening, at der snarest skabes grundlag for et samlende projekt med bred politisk og folkelig opbakning, der kan realisere verdensarvens potentialer både på kort og lidt længere sigt.

Realisering af verdensarvens potentialer har naturligvis højeste prioritet, men Stevns Turistforening vil i 2016 også sætte fokus på en række udviklingsrelaterede aktiviteter som fx implementering af Open2Day konceptet på Stevns, udvikling/opdatering af cykelbrochuren, aktiviteter omkring hyttefadet ”klap en fisk” i Rødvig Havn samt støtte op om spændende lokale arrangementer som Smag på Stevns m.fl.

Med lukningen af Stevns Turistbureau er ansvaret for markedsføring, destinationsudvikling og turistservice overladt til VisitSydsjælland-Møn, og vi vil i 2016 få det første fingerpeg om, hvor godt de løfter denne opgave, og vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan for at ”holde VisitSydsjælland-Møn i ørerne”, så det bliver en succes til glæde og gavn for turismen på Stevns.

Stevns Turistforening stiller gerne sit kontor på Rødvig Havn til rådighed for en turistinformation i sommermånederne, og VisitSydsjælland-Møn arbejder pt. med en plan, der indebærer åbning i de 3 sommermåneder, dog med en relativ begrænset ressourceindsats der, alt andet lige, vil medføre stærkt begrænsede åbningstider.

Skal de senere års gode udvikling af turismen på Stevns fortsætte, er der er mere end nogensinde brug for en stærk turistforening, og jeg vil godt benytte lejligheden til, at takke alle vores medlemmer, samarbejdspartnere, erhvervsliv og borgere for den store opbakning i 2015, og med ønsket om et Godt Nytår til jer alle, ser jeg frem til endnu et godt turistår i 2016.

Kommentarer