112

Politiet: Sig ”nej tak” til irske ”håndværkere”

Politiet advarer mod at indgå aftaler med irske ”håndværkere” og de er meget interesserede i at få anmeldelser, hvis de kommer og ringer på, så de kan få det stoppet.

Kl. 1027 lørdag fik politiet anmeldelse fra Lundemosen i Greve, hvor irske mænd havde banket på og tilbudt arbejde. Politiet blev tilkaldt, og tre mænd løb fra stedet, men det lykkedes politiet at anholde de tre irske mænd, der er i alderen 23, 26 og 30 år. De blev alle sigtet for overtrædelse af dørsalgsloven, idet det ikke er tilladt at gå rundt og tilbyde tilfældige arbejde ved at ringe på døren m.v.

De tre fik hver en bøde på 10.000 kr., der blev betalt inden de igen forlod politistationen. Det var ikke første gang, at politiet havde kontakt med de pågældende, og derfor er bøderne højere end i nedennævnte tilfælde.

Kl. 1226 kørte politiet til Knud den Stores Vej i Roskilde, hvor to personer tilbød at rense fliser, hvilket de også begyndte på, hvorefter arbejdet stoppede, inden det var færdigt. Politiet anholdt en 22-årig og en 26-årig, begge fra Irland.

De to fik en bøde på 7500 kr. hver, der blev betalt, før de igen blev løsladt.

I forbindelse med sagen blev der undersøgt om et forhold, hvor en ældre kvinde havde betalt et stort beløb for arbejde på sit hus, hvor beløbet var langt højere, end man med rimelig kunne forvente. Det lykkedes ikke at bevise bedrageri, da kvinden ikke kunne genkende mændene.

I forbindelse med sagerne udtalte en af de irske mænd, at nu ville han forlade Danmark og prøve lykken i Tyskland i stedet.

Politiet holder fortsat øje med lignende sager, og vi er meget interesserede i at få anmeldelser om lignende forhold, så vi kan komme frem til stedet og få det stoppet.

Erfaringen fra lignende sager er, at enten bliver arbejdet ikke udført, eller også bliver man afkrævet et meget højere beløb end det, der var aftalt på forhånd, hvorfor politiet anbefaler, at man ikke indgår aftaler med de pågældende, der ofte er meget pågående og insisterende ved deres henvendelser.

Ofte er det ældre mennesker, som de pågældende ønsker at indgå aftaler med. Vi anbefaler derfor, at ældre familiemedlemmer bliver advaret mod at indgå aftaler med ”håndværkerne”.

Politiet har ikke flere oplysninger om sagerne.

Kommentarer