Rødvig

Prøverne er i fuld gang på forestillingen KLINT

forestillingen_klint

Boesdal: Der arbejdes på mange fronter omkring den store musikalske forestilling KLINT, om Verdensarven.

Den store musikalske forestilling KLINT, om Verdensarven bliver opført i Pyramiden i Boesdal til august.

Komponisten Birgit Løkke har nærmest isoleret sig i arbejdsværelset i halvanden måned; det kræver koncentration, at få de naturvidenskabelige undersøgelser af Stevns Klint, som er fundamentet i værket, omsat i et partitur.

Nu er hele kompositionen klar og korsangerne har fået de utraditionelle noder.

Den første korprøve brugte Birgit på at gennemgå partituret for koret. Bagefter strålede sangerne – det her bliver sjovt. Der er lyriske passager for sopran akkompagneret af koret, der er sære konsonantlyde fra mikroskopiske krebsdyr der daler ned gennem havet. Der er brøl fra døende dinosaurer og der er stilhed. Nu venter et stort arbejde med at give noder og ideer stemme og krop.

Læs også: Foreningen Klint blev stiftet torsdag aften

Ved siden af udviklingen af de kunstneriske udtryk, arbejder Lene Vestergård på løsninger på en lang række praktiske opgaver.

–  Vi får så flot opbakning fra mange sider, siger Lene Vestergård, som har skrevet teksten til det musikdramatiske værk. Det seneste halve år har hun indgået aftaler med erhvervsdrivende, foreninger og institutioner. Og det er helt nødvendige aftaler for at økonomien skal kunne hænge sammen. Samtidig håber Lene på at aftalerne giver en bred forankring i lokalmiljøet.

Samarbejde i højde og bredde

Stevns Stilladser er et af de firmaer, der bidrager til forestillingen, Lars Wolf stiller et 8-9 m højt stilladstårn til rådighed. Det skal stå i midten af pyramiden. Det bliver herfra Birgit Løkke dirigerer og både lys og lyd vil blive afviklet fra stilladset. Publikum kommer til at sidde i cirkler rundt om stilladset med ryggen mod centrum.

Store Heddinge Dampvaskeri leverer slidte lagner i sækkevis uden beregning. Lagnerne skal bruges i stilladset, men Lene Vestergård vil ikke ud med hvordan.

Løje-El sponserer byggestrømstavler og dertil hørende kabler, A/S Adamsen udlåner den helt uundværlige lift til ophængning og nedtagning af teknik. Flemming Schrøder A/S har været med til at udvikle en lang trækasse, der skal bruges til at få runde flintesten til at buldre af sted som i brændingen nedenfor klinten.

Hos Stantek, har Birgit Løkke og lydeksperten Jesper Siberg fået lov at lege med lyden af en jernplade ophængt på værkstedet. Det er planen, at der skal hænges 12 store jernplader i tagkonstruktionen i pyramiden. Jernpladerne er tiltænkt en central rolle i den sats i KLINT, der handler om meteornedslaget.

KLINT har også indgået aftale med Horisonten STU. De studerende deltager i mørklægning og stoleopstilling og så skal de unge mennesker have mulighed for at bidrage kreativt, nemlig ved at udfærdige ’kalkhuse’, der kan lyse langs stien fra pyramiden op til P-pladsen efter forestillingen. I slutningen af august, hvor forestillingen spilles, er der temmelig mørkt ved 21.30-tiden, så ’kalkhusene’ forener en praktisk opgave med muligheden for at finde et æstetisk udtryk, der kobler sig på KLINTs tematik.

’De gule trøjer’, som i flere år har hjulpet Revyperlerne i Rødvig med at vise publikum til rette, har sagt ’ja’ til at have samme funktion under afviklingen af KLINT.

Stevns Teaterforening og KLINT har for nylig aftalt, at teaterforeningen køber premieren og hermed står som arrangør af uropførelsen af værket om Verdensarven. Teaterforeningens medlemmer får, som de første, mulighed for at købe billetter til premieren, når der åbnes for salget af billetter i begyndelsen af april. Teaterforeningens trofaste ’slæbehold’, giver også en hånd med ved forberedelserne op til premieren af KLINT d. 18. august.

Restaurant Harmonien i Rødvig har allerede sammensat en picnickurv, som man kan bestille på nettet samtidig med at man bestiller sine billetter til forestillingen.

Samarbejde på tværs

Da Tove Damholt fra Østsjællands Museums hørte om ideerne i KLINT, bakkede hun straks helhjertet op. Ideerne sprang, så i dette forår står museet sammen med teaterpædagog Sine Sværdborg og naturvejleder Kirsten Føns for et projekt for 4. klasser fra St. Heddinge Skole og Strøbyskolen. Her bruges teaterfaglige metoder til læring omkring Stevns Klint.

Tre af de centrale kunstnere fra KLINT – Birgit Løkke, Lene Vestergård og Jesper Siberg – deltager som lærere med deres viden fra arbejdet med forestillingen. Erfaringerne vil munde ud i undervisningsmateriale, der kan bruges på landsplan. Nordea Fonden har støttet det pædagogiske projekt.

Samarbejde fra starten

Det allerførste samarbejde, der blev etableret, var med Foreningen Boesdal. Foreningen står for drift og administration af Boesdal Kalkbrud og har fra ideen til KLINT blev undfanget bakket op. De stiller Pyramiden gratis til rådighed og så har de lovet at styre parkeringen af biler ovenfor kalkbruddet på de fire forestillingsdage. Desuden bliver det dem, der står for salg af drikkevarer før forestillingerne.

Foreningen KLINT, der er dannet af de frivillige i projektet, står for økonomien. Statens Kunstfond, Region Sjælland og Stevns Kommune har støttet KLINT. DanskePopulærAutorer har netop bidraget med 20.000 kroner, mens de private fonde endnu ikke har støttet projektet. Derfor arbejdes der stadig med at finde sponsorer til forskellige poster i budgettet.

– Når man møder så meget velvilje, som vi gør, giver det blod på tanden, siger Lene Vestergård og hun afslutter:

– Det er fantastisk, hver gang nogen siger JA til det her vilde projekt.

KLINT spilles fire gange fra den 18. til den 21. august i Pyramiden i Boesdal. Om få uger åbnes billetsalget.

Man kan følge arbejdet på Facebook-siden KLINT.

 

 

Kommentarer