Store Heddinge

Projekt rollemodeller søger flere frivillige

rollemodel

Stevns Kommune: Jobcenter Stevns søger flere ressourcestærke personer der har lyst til at blive frivillige rollemodeller

I perioden 2012-2013 gennemførte Marselisborg i samarbejde med blandt andre Stevns Kommune delprojektet ”Rollemodeller”, der var ét af tre delprojekter under projekt ”Solidaritet mellem generationer – sæt ressourcerne i spil”, finansieret af Social- og Integrationsministeriet.

Gennem delprojektet fik udsatte unge i Stevns Kommune tilknyttet en rollemodel med livserfaring og tålmodighed, som kunne give de unge, nærvær, rådgivning og kærlige krav. Erfaringerne fra projektet har været meget positive.

Projektet startede i 2012, hvor i alt 18 personer meldte sig som frivillige rollemodeller. Projektets formål var at udvikle og implementere et netværk af frivilligerollemodeller, som skulle støtte og vejlede udsatte unge, og hermed hjælpe dem med at komme i gang med og gennemføre en kompetencegivende uddannelse – Og rollemodellernes indsats har vist sig at gøre en stor forskel for de unge.

Der er dog stadig unge i Stevns Kommune, der vil have gavn af en rollemodel. Derfor ønsker Jobcenter Stevns at udvide netværket med flere ressourcestærke personer, som har lyst og overskud til at blive frivillige rollemodeller.

Læs også: Kommunen har stor succes med rollemodeller

Projekt ”frivillige rollemodeller” har til formål at udvikle, implementere og forankre et netværk af frivillige rollemodeller, som kan bidrage med støtte og vejledning til udsatte unge i samarbejde med Stevns Kommune. Dette sker ved, at en udsat ung bliver matchet med en frivillig rollemodel, der via møder, samtaler og ligeværdigt frivilligt samarbejde skal sikre, at den unge oplever større selvværd og livskvalitet, mere tro på fremtiden, og bliver mere motiveret til i sidste ende at fortsætte/starte på en uddannelse.

Projektet henvender sig til to målgrupper, dels til de unge og dels til borgere der har lyst til at yde en indsats som frivillig rollemodel.

De unge der har mulighed for at få tilknyttet en frivillig rollemodel, er blandt andet karakteriseret ved følgende:

  • Er primært i alderen 18-25 år.
  • Modtager eller har modtaget som hovedregel uddannelseshjælp. Kan typisk karakteriseres som enten aktivitetsparate unge, hvor det typisk er sociale, psykiske eller faglige barrierer, der holder dem udenfor arbejdsmarkedet, eller uddannelsesparate unge, som har brug for ekstra støtte for at blive motiverede for og fastholdt i uddannelse.
  • Unge, som modtager SU, er i gang med en uddannelse, men er i risiko for at droppe ud.
  • Har endnu ikke gennemført en kompetencegivende uddannelse. Nogle er aldrig kommer i gang efter grundskolen, mens andre har flere mislykkede opstartsforsøg bag sig.

Borgere i lokalområdet der har evnerne og lysten til at yde en indsats som frivillig rollemodel for en ung borger kan blandt andet være karakteriseret ved følgende:

  • Voksne ressourcestærke borgere med livserfaring og et bredt kendskab til det lokale arbejdsmarked.
  • Studerende, som kan støtte unge i at komme i gang med og blive fastholdt i uddannelse.
  • Borgere, herunder seniorer og pensionister som eventuelt er aktive i det lokale foreningsliv.
  • Borgere, som er motiverede for og har lysten og kompetencerne til at gøre en ekstra indsats for udsatte unge.

Projektet er allerede udbredt til en række kommuner med positive resultater. Flere unge har fået mere tro på dem selv og egne evner, og flere er kommet nærmere uddannelse og arbejde. Rollemodellerne har samtidigt oplevet stor glæde ved at kunne hjælpe de unge mennesker godt på vej.

Interesserede kan tilmelde sig et informationsmøde tirsdag den 19. august fra klokken 19.00 til 21.00 i Hårlev hallen, Industrivej 39, 4652 Hårlev, på e-mail: sbs@marselisborg.org, eller telefon: 52 13 34 38

Kommentarer