Vallø

De Radikale støtter Stevns Ungdomsskole!

Debat: Vi har i Stevns kommune en ualmindelig god Ungdomsskole, som tilbyder mange spændende aktiviteter.

Indsendt af Jørgen Gregersen, Grusbakken 8, Vallø, 4600 Køge. Medlem af Stevns kommunalbestyrelse for Radikale Venstre.

Udover de traditionelle tilbud, har de også et stort samarbejde med vore folkeskoler, hvor de i samarbejde eller alene udfører aktiviteter for folkeskolen. Mange af disse aktiviteter styrker elevernes sociale kompetencer. Et godt eksempel på dette er teambuilding-kurserne for 7. klasserne. Netop sociale kompetencer som evnen til samarbejde og til kunne arbejde i grupper er noget, erhvervsorganisationerne vurderer rigtig højt den ene gang efter den anden.

Det er derfor rigtig ærgerligt, at Venstre (V) og Konservative (C) har tilsluttet sig Dansk Folkepartis (DF) hetz mod Ungdomsskolen og vil spare yderligere 800.000 kroner udover de besparelser, der allerede er foretaget i Ungdomsskolen.

Jeg synes, det er totalt hovedløst at foretage en så stor besparelse uden – som minimum – først at tage en debat om indholdet i ungdomsskolen og dens rolle i forhold til folkeskolerne, klubberne, foreningerne og flere andre. Det undrer mig ikke, at DF gør det – det har jo været et mantra hos dem i hele denne valgperiode at ramme Ungdomsskolen. Det, der undrer mig er, at V og C hopper med på vognen. De to partier har jeg altid opfattet som helhjertede støtter af det store arbejde, der udføres i og af Ungdomsskolen. Men sådan kan man jo tage fejl af folk.

Jeg er glad for, at vi i den Radikale gruppe forsat støtter Ungdomsskolen – ikke at vi ikke har spørgsmål – det har vi, men det er helt afgørende for os, at vi løbende får debatteret indholdet sammen med rammerne.

Kommentarer