Af Valdemar Smiszek

Jeg er rystet over arbejderklassens tidligere moderparti. Deres politiske beslutninger svigter og undertrykker arbejderklassen i så voldsom en grad at sygeplejerskerne strejker. De strejkende sygeplejersker er trætte af regeringens ligegyldige og utaknemmelige behandling af deres arbejde, og det forstår jeg virkelig godt. Især gennem Corona tiden, som blev sygeplejerskernes redskab til at råbe op!

Men når der i regionhovedstaden var 1.229 sygeplejersker, der strejkede, rammer strejken de arbejdere der benytter sig ad offentlige hospitaler. Operationer bliver udskudt, og kvaliteten af sygepleje falder. Det er virkelig alvor. Jeg synes jo ikke, man kan kalde en afdeling på hospitalet en speciel afdeling, hvis det er vikarer, der arbejder på skift. Det svarer lidt til at ansætte en færdig studerende i stedet for en professor eller lektor på universitet.

Jeg tror konflikten, og især regeringens håndtering skaber ulighed. Hvis arbejdere eller ganske almindelige lønmodtagere ikke kan forvente behandling, og den behandling, de for måske er dårligere kvalitet end den, som privathospitalerne tilbyder, så vælger eliten eller det bedre borgerskab privathospitaler med kompetence stærke og praksisfaglige læger og sygeplejersker. Samtidig kan de også forvente meget korte ventetider til behandling.

Regeringens måde at takke sygeplejerskerne for deres kæmpe arbejde i Corona Tiden gør mig næsten pinlig! “værsgo, her er en honningkage.” Når regeringen giver et stykke kage som tak for den største indsats overhovedet, så lægger man jo selv op til et opgør eller en strejke! Hvis regeringen forsat ikke bearbejder sygeplejerskernes ønske om bedre lønvilkår, er jeg bekymret for de offentlige hospitalers fremtid i forhold til kvalitet og mandskab.

Hvis vi ønsker et mindre splittet samfund, så er det vigtig, at arbejdere både i det offentlige og private er betalt og behandlet retfærdigt.