Debat og politik

Så skete det igen!

Debatindlæg: Søndag morgen blev vi ringet op af alarmcentralen 112, en person var faldet ned ad klinten ud for vores ejendom.

Indsendt af Jane og Steen Christoffersen, Vindehuse 7, Tommestrup.

Vi blev bedt om at prøve at identificere stedet, så Beredskabet, som var på vej, hurtigere kunne komme til undsætning. Ved klintekanten mødte vi en stærkt chokeret lystfisker, han havde forsøgt at hjælpe sin ven. Beredskabet kender turen, det er ikke så længe siden, at de var her i samme anledning.

Der er ingen lokale, som kunne drømme om at færdes på klinten på denne årstid, det er livsfarligt. Klinten er vild natur, det er ikke en kulisse i et reality-show eller en klatrevæg i en forlystelsespark. Det lader sig ikke gøre, at ”sikre” klinten ligegyldigt, hvor mange grimme snublehegn, der bliver sat op. Der må oplysning til, for det må aldrig blive sådan, at klinten smadres fordi nogle af gæsterne ikke aner, hvordan man opfører sig i naturen.

Klinten er allerede under stærkt pres. Det er ubegribeligt for os, at der er planer om at grave rundt i et naturligt, historisk skred for at sætte en glasplade foran noget fiskeler, som måske – måske ikke – er der, og som kan ses bedre andetsteds.

Vi fatter ikke tankegangen hos nogle få bedrevidende personer, som ikke har særlig tilknytning til klinten.

Vi fatter ikke, at der er politisk opbakning og falden på halen for en pengestærk fond, som har fået lyst til at sætte et monster af en rædselsfuld jernkonstruktion halvt ned ad klinten foran fyret, rydde historiske bygninger og ”frisere” området.

Vi måber over en eventmager, som foreslår, at pyramiden skal isoleres, forsynes med gulv, og at der skal graves en tunnel som ender op inde i pyramiden, det er totalt kikset.

Vi er vrede over en arrogant, lukket bestyrelse for Østsjællands Museum, som er historieløse og ikke kan indse, at vi har mere at byde på end geologi, som stadig ikke har sørget for at få knæhøjt ukrudt op af tagrenderne, hvorfra vandet plasker ned ad bygningen, hvor der er beskidt, og den kulturhistoriske samling ved at gå i opløsning, og som sammen med en gruppe supportere for længst har besluttet, at museet skal udraderes for at få plads til et besøgscenter i Højerup, selv om det naturligvis, hvis vi overhovedet skal have et megacenter, bør placeres i det tidligere industriområde Boesdal.

Det var mon det IUCN forestillede sig, da vi fik verdensarvsstatus?

Kommentarer