Hellested

SEAS-NVE giver 10.000 til Hellested Borgerforening

logobil_seas

Hellested: Hellested Borgerforening får en donation fra SEAS-NVE på 10.000 kroner.

Psykologhjælp til omsorgssvigtede børn, udendørs træningsfaciliteter til fri afbenyttelse og oprensning af en gammel højmose er tre af de i alt 10 initiativer, som SEAS-NVE dette forår støtter med hver 10.000 kroner.

– De 10 udvalgte initiativer gør en forskel i lokalmiljøet og har alle til formål at styrke fællesskabet. De er båret af ildsjæle, og dem vil vi gerne give lidt ekstra medvind med vores donationer. Det er fællesskabet, der udvikler vores fælles region, fortæller Jesper Hjulmand, administrerende direktør i SEAS-NVE.

De 10 projekter er:

  • Haslev Amatør Bokseklub, Faxe
  • Foreningen Nysted Hajkutter Regatta, Guldborgsund
  • Det gode naboskab, Holbæk
  • Mødestedet, JYLI, et kvindenetværk, Kalundborg
  • Foreningen Højbo friskole, Kalundborg
  • Vi strikker med hjertet, Køge
  • Vinstrup-Tystrup Bylaug, Næstved
  • Kosmorama, Slagelse
  • Foreningen legepladsen Mølleborgen, Sorø
  • Hellested Borgerforening, Stevns

Rekordstort antal ansøgninger

Donationerne bliver uddelt to gange om året – forår og efterår, og hver gang modtager SEAS-NVE mange gode ansøgninger til aktiviteter i lokalområdet. Dette forår har imidlertid sat ny rekord med 647 ansøgninger. Dette er en femdobling i forhold til efterår 2015’s donationsrunde, hvor SEAS-NVE modtog 167 ansøgninger.

– Det er rigtig dejligt, at der er så mange ansøgninger til forårets donationer. Det er godt billede på, at kendskabet er øget, og at vi når ud til de lokale foreninger. Vi ønsker også at følge de gode initiativer helt til dørs og besøger derfor projekterne, der har modtaget en donation for at opleve, hvordan de lokale ildsjæle er lykkedes med at gennemføre deres initiativ, fortæller Jesper Hjulmand.

Kan I bruge en hjælpende hånd?

SEAS-NVE er et moderne andelsselskab. Det vil sige, at selskabet er ejet af andelshaverne. Derfor ønsker SEAS-NVE at støtte lokale initiativer og arrangementer for på den måde at bidrage dels til fællesskabet og dels til udviklingen og aktiviteterne i vores fælles region.

Klubber eller foreninger der har brug for en hjælpende hånd, og gerne vil have del i efterårets pulje, kan indsende ansøgninger via hjemmesiden www.seas-nve.dk. Ansøgningsfristen for næste runde er den 10. september 2016 klokken 14.00.

 

Kommentarer